Grundlovsfest i Terndruplund

Mandag, 14/06/2010 14:54

TERNDRUP: Der har været fest her i Terndrup lige siden selve den dag i 1849, da Danmarks Riges første grundlov blev underskrevet. De første år på den vindomblæste Galgebakke ved Blenstrup og fra 1853 på dette sted i Terndruplund, hvor der var bedre ly og læ for vind og vejr.
Her har man så fortsat hvert eneste år lige siden. Uanset krige, uanset mødeforbud i større forsamlinger, så er grundlovsfesten afholdt her hvert eneste år! Og det er en festdag for både byen og for hele oplandet vidt omkring. Normalt samler festen en forsamling på 800-1000 deltagere, unge og gamle i skønsom blanding. Enkelte særlige år har deltagerkredsen været nær 2000 personer. Men det er efterhånden en del år siden.
Kendetegnende for grundlovsfesterne i Terndruplund er, at de er renset for partipolitiske og agitatoriske manifestationer. Talerne er meget nøje pålagt at iagttage det glade budskab, der er indeholdt i festligholdelsen af grundloven, og Terndruplundfonden, der står bag festerne, appellerer til talerne om at iagttage det glædelige og om muligt gerne med en fornøjelig vinkel til glæde for deltagerne, helt uden skelen til partipolitiske eller agitatoriske interesser. Dette respekteres meget nøje og i øvrigt meget gerne.
Et andet kendetegn er, at de to talere, der almindeligvis er ministre eller fremtrædende medlemmer af folketinget, kommer fra ”modstående partier”.  I år var det Jakob Axel Nielsen, tidligere sundhedsminister og MF og gruppeformand Kristian Thulesen Dahl MF, Der er altså i Terndrup ikke tale om en partipolitisk fest, som de fleste grundlovsfester rundt om i landet, der er arrangeret af partipolitiske foreninger, og derfor har et mere ensidigt partipolitisk grundlag.
De sidste fem år har følgende talt ved grundlovsfesten i Terndruplund:
2005 Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, politisk kommentator Ralf Pittelkow.
2006 Statsminister Anders Fogh Rasmussen, formand for Folketinget Christian Mejdahl.
2007 Udenrigsminister Per Stig Møller, formanden for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt.
2008 Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, SF-formand Villy Søvndal.
2009 Statsminister Lars Løkke Rasmussen, de radikales formand Margrethe Vestager.
I år var deltagelsen ved grundlovsfesten ikke så stor som tidligere. Omkring 5-600 havde valgt at tilbringe grundlovsdag i Terndruplund.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"