God start på idrætsugen i Blære

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 26/07/2023 08:00

BLÆRE: Der er liv og glade deltagere når Blære Idrætsuge har idrætsuge. Traditonen tro blev ugen åbnet med krocket- og petangueturnering søndag. Og dette arrangement var med til at give ugen en god start.

91 spillere var mødt op på Blære Stadion til fælles morgenkaffe inden spillet gik igang. Alle baner var i brug, og der blev dystet på livet løs med deltagere fra naboklubberne i Øster Hornum, Vognsild, Hornum, Blære, Aalestrup og Vilsted/Vindblæs. 21 spillede petanque og 70 dystede i krocket, som er det spil Blære især er blevet kendt for langt omkring i de senere år.

Både krocket og petanque styrker det sociale samvær, hvilket formentlig også er en del af årsagen til den store tilslutning. Udover selve spillet var dagens højdepunkter morgenkaffe, den traditionsrige middag med grønærter og karbonader, og kaffebord om eftermiddagen, hvortil adskillige Blære-borgere har leveret bagværk.

Vindere af petanqueturneringen søndag blev Claus Møller og Sys Rask. Nr. to blev Conny Hansen og Gunnar Nielsen, og John Møller og Ole Mathiesen blev nummer tre.

Mandag var der familieleg og bålhygge ved multibanen og legepladsen. Her samledes deltagerne om picnickurven og hyggede sig. Der var desuden arrangeret ansigtsmaling for børn med Camilla Blicher Johansen som dekoratør.

Bilorienteringsløb

Senere var der bilorienteringsløb med udgangspunkt fra parkeringspladsen ved Blære Forsamlingshus. Det er også et traditionsrigt arrangement, hvor Jørgen Mortensen, Blære, sendte deltagerne ud på en køretur på ca. 44 kilometer med 10 poster. Her skulle de 13 hold hver især løse forskellige opgaver som de blev tildelt point for, og som afslutning blev der trukket lod om, hvem der skal arrangere løbet i 2024.

Bilorienteringsløbet 2023 blev i øvrigt vundet af et hold bestående af Kasper Glerup, Søren Madsen, Anders Hyldal og Marcus Warming.

 

 

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"