Go Vest er løbet ind i udfordringer

Af Torsten Hansen, Onsdag, 27/01/2021 08:07

Smitterisiko forhindrer virksomheds matchmaking i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: - Vi har virksomheder, der gerne vil være med. Vi har kandidaterne, som gerne vil mødes med virksomhederne og arbejde der. Men..., siger Kirsten Heisz, der er koordinator på projektet Go Vest, hvor det handler om at få højtuddannede kandidater fra Aalborg Universitet, med udenlandsk baggrund, til at arbejde og bosætte sig i Vesthimmerland.

Go Vest er, som nærmest alt andet, løbet ind i den usynlige mur - Corona. Projektet skulle have været i gang sidste forår, men pandemien med mere gjorde, at starten først rigtig gik i august.

- Tanken har hele vejen igennem været, at kandidater og virksomheder skulle samles, og kigge hinanden an og præsentere sig for hinanden. Men det kan vi ikke i denne tid. Vi har derfor brugt tid på at opkvalificere kandidaterne med fokus på danskundervisning. Det er gået rigtig godt, forsikrer Kirsten Heisz. Der er dog kommet lidt ud af anstrengelserne. En kandidat er blevet fast ansat. Det er Aurora Salmun Prawiradilata fra Indonesien. Hun er blevet ansat hos Outline i Farsø.

- Vi har også en der skal til samtale, indskyder Kirsten Heisz, der trods udfordringerne er ved godt mod.

Hun arbejder på at tilbyde webinarer til kandidaterne, så de kan blive endnu bedre klædt på til at søge de lokale virksomheder, når tiden tillader.

Projekt Go Vest er planlagt til at vare to et halvt år og slutte i 2022. Der er et samlet budget på 4.042.500 kr., heraf et kontant tilskud fra EU og danske erhvervsfremmemidler på 3.031.875 kr., hermed et medfinansieringskrav på 1.010.625 kr., som finansieres via timer fra partnere og deltagere.

Byrådet i Vesthimmerland skal på torsdag tage stilling til økonomien, og det ventes at gå glat igennem.

- Vi håber dog, at få forlænget projektet et halvt år, da vi kom senere i gang på grund af Corona, siger Kirsten Heisz.

Meget tyder på, at projektet ville være forløbet fornuftigt, hvis ikke pandemien havde ramt verden. Derfor ser erhvervschef Dan Skovgaard også gerne, at der kan komme flere efterfølgende projekter, når det første er afsluttet.

- Vi har flere tanker om fremtiden, og vi er optimister, understreger han.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"