Go On med shop i Øster Hurup

Fredag, 30/07/2010 13:31

ØSTER HURUP: Efter at Shell tankstationen i Øster Hurup lukkede, har der været tomt på grunden i nordenden af byen, og mange har forgæves rykket i benzinstanderne. Men nu skal kunderne ikke kører forgæves, siger tankstationens nye ejer, Ib Bøgh Andersen. Jeg har overtaget tankstationen og åbnede så småt i søndags, siger Ib. Vi har allieret os med det privatejede olieselskab Go’On, som etablerer tankstationer i mindre byer, hvor de store benzinselskaber typisk flytter fra. Det gør de sikkert fordi omsætningen ikke er stor nok, siger Ib, men det skal vi nok lave om på, udtaler han. Vi har nemlig ud over billig benzin og diesel også vaskehal, spillehal og så naturligvis en butik med lange åbningstider.
Jakob Fuhr Hansen, der er administrerende direktør i Go’On mener, at firmaet simpelthen har fundet et hul i markedet. Vores konkollegaer (konkurrenter og kollegaer) er jo på vej væk fra udkantsdanmark og ind i de større byer og der ser vi jo et hul, hvor vi har mulighed for at etablere os der, hvor de ikke ønsker at være længere, siger han. Og kunderne har rigtig taget godt imod Go’On rund omkring i landet, fortæller Jakob Fuhr Hansen. Det håber vi også de vil gøre i Øster Hurup. De sætter stor pris på, at de igen har mulighed for at tanke lokalt og det betyder utrolig meget for et lokalsamfund, at man har mulighed for at handle og tanke lokalt, siger han.
Go’On har tankanlæg 39 forskellige steder i landet og i øjeblikket åbner firmaet omkring to nye hver tiende dag, bl.a. i Øster Hurup. Det bliver dejligt at komme i gang, slutter en meget travl Ib Andersen. Alle håndværkerne har stået på nakken af hinanden de sidste 14 dage, men vi bliver stille og roligt klar med alle faciliteterne. Det hele bliver ikke færdigt her i den første uge, men det kommer i løbet af efteråret, slutter han.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"