Generalforsamling i Flejsborg Gymnastikforening

Onsdag, 24/02/2010 10:56

Onsdag den 17. 2. 2010 har Flejsborg Gymnastik og Idrætsforening afholdt generalforsamling.
Formand Pia Jensen kunne berette om følgende aktiviteter i året 2009:
Året 2009 startede for bestyrelsens vedkommende med planlægningsmøder i forbindelse med opvisning i Vester Hornum Hallen og opvisning i Dronning Ingrid Hallen.
Gymnastikholden ”knoklede” med serier og spring til begge opvisninger, så de kunne gøre så god en figur som mulig.
Den første opvisning var vores egen opvisning som var fredag den 6. marts 2009, her deltog 245 voksne og 130 børn, heraf var der cirka 130 af dem som var gymnaster fordelt på børn og voksne. Det var en flot opbakning omkring opvisningen som altid. Der blev lavet opvisning fra alle vores 4 hold og så kom junior Rep. holdet fra DGI med en fantastisk show.  Efterfølgende var der vanen tro hop på air-track for børnene og kaffe med kringle samt udtrækning af amerikansk lotteri.
Næste opvisning var Forårs opvisningen i Farsø den 13. og 14. marts hvor vi deltog med 2 hold dog var de lidt formindsket på grund af sammenfald med badminton weekend. De som deltog gjorde det med stor overbevisning og havde en god oplevelse idet idrætsefterskolerne er fantastiske til at "piske" en god stemning op.
I foråret modtog Flejsborg Gymnastik og Idrætsforening tilskud fra Lions Klub Freja i Løgstør. Pengene samt overskud fra julefrokost og opvisning i Farsø blev brugt til indkøb af 2 nedspringsmåtter, 1 trampolin, stepbænke, fitness bolde, en motorik tunnel samt opsætning af hylde i redskabsrummet i hallen.
I juli var der møde vedr. opstarten på den nye sæson og planlægning af brochure med mere. Der blev sat navne på instruktørerne og hjælpeinstruktørerne på de enkelte hold, og heldigvis var det lettere i 2009 at finde instruktører og hjælpeinstruktører end tidligere år.
I løbet af året har instruktører og bestyrelsen været på kursus for at dygtiggøre sig og lære nyt.
Den 17. september startede gymnastikken så op igen, her der var et meget pænt fremmøde på alle 4 hold.
Gymnasterne fordeler sig med 30 spilopmagere, 35 stjernemix, 35 starkids samt 33 stepdamer.
I november var foreningen medarrangør af julefrokosten i Vester Hornum Hallen, dette er igen ved at blive en årlig tilbagevendende tradition til glæde for mange borger i og omkring Vester Hornum, overskuddet deles mellem de arrangerende foreninger.
I december begyndte planlægning af opvisningerne igen.
Der blev afholdt juleafslutning for alle holdene den 10. december.
Efter formandens beretning blev regnskabet fremlagt, Hanne Thomsen kunne konstater at det igen i år var lykkedes at komme ud af året med et lille overskud, og foreningens økonomi var god og stabil.
Derefter var der valg til bestyrelsen.
På valg var Pia G. Jensen, Britta Jensen (der ikke ønskede genvalg), Hanne Thomsen.
Pia G. Jensen og Hanne Thomsen blev genvalgt og som ny bestyrelsesmedlem blev Dorthe Pedersen valgt.

Bestyrelsen konstitueredes derefter:
Formand/sekretær: Pia G. Jensen
Næstformand: Camilla Møller Jensen
Kasserer: Hanne Thomsen
Bestyrelsesmedlem: Anne Mette Jacobsen
Bestyrelsesmedlem: Dorthe Pedersen

1. Suppleant: Anette Klitgaard
2. Suppleant: Britta Jensen

Under evt. blev drøftet foreningens opvisning fredag den 5/3-10 i Vester Hornum Hallen samt deltagelse i opvisning i Dronning Ingrid Hallen den 12/3-10 og 13/3-10.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"