Genbrugspladser åbner igen

Af Ture Damtoft, Mandag, 30/03/2020 13:36

VESTHIMMERLAND: Haveaffaldet og de gamle sager fra skure og garager har hobet sig lidt op den sidste tid.

Nu er der så igen mulighed for at komme af med det, for de fire genbrugspladser i Vesthimmerlands Kommune i Aars, Aalestrup, Farsø og Løgstør åbner igen i morgen tirsdag, 31. marts.

Vesthimmerlands Forsyning opfordrer til at have tålmodighed, når man skal af med sit affald.

- Hvis der er lidt kødannelse, håber jeg, borgerne har tålmodighed. Vi forventer et stort pres, for der har været et meget stort borgerpres for at få åbnet igen, og det er især haveaffald, der fylder rigtig meget, siger direktør Morten Aaby.

Baggrunden for lukningen var en vurdering om smitterisiko, samt at pladsguiderne også indgår i det kommunale beredskab for at få samlet affald ind.

Den er foregået som normalt - bortset fra mere for renovationsfolkene at køre med.

- Man kan godt se, folk har været hjemme, der har været mere affald i de sidste par uger, siger Morten Aaby.

Genbrugspladserne har frem til 13. april længere åbningstider, så man kan komme af med sit affald allerede fra kl. otte om morgenen.

Morten Aaby opfordrer alle til kun at komme med sit affald, når der er absolut burg for det, prøve at sprede det ud over dagen og så, igen, have tålmodighed hvis der skulle opstå køer.

Der vil være adgangsbegrænsninger, så der kan opretholdes den passende afstand mellem brugerne.

Man skal også selv have skovl og handsker med, hvis man har brug for det, og genbrugsbutikken vil ikke have åbent, men man kan fortsat indlevere ting til genbrug.