Genbrugsmodetøj på catwalken i Nørager

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 18/09/2024 08:00

NØRAGER: Det var en god aften med dejlig stemning, da Kirkens Korshærs Genbrugsbutik i Nørager og Hornum Genbrug havde modeopvisning med genbrugstøj.

- I det daglige får vores genbrug doneret rigtig meget tøj, og det er som regel pænt og brugbart tøj der kommer ind. Vi får tøj til babyer, børnetøj, tøj til unge, herre-, dame- og fritidstøj. Vi dækker hele spekteret, selv brude-, konfirmations- og barnedåbskjoler. Vi kan klæde folk på til fest og til arbejdsbrug. Og netop på grundlag af denne brede vifte af beklædningsstykker fik vi ideen til at stable et modeshow på benene i vores medborgerhus “Kig Ind” i Nørager, siger butiksleder Vibeke Bøgh-Kristensen.

Medarbejdere i Kirkens Korshær Genbrug i Nørager havde i lang tid forinden arbejdet intenst med at finde mannequiner og udvælge det rigtige tøj. Blandt medarbejderne meldte Rosa Kjærsgaard, Anne Grethe og Hardy Dahl sig til at gå på catwalken.

Vi fik også støtte fra lokalsamfundet af Bodil Asp, og ægteparret Lissy og Per Carlsen, der var så venlige at gå model. Som de yngste havde vi to søde teenagere Marie og Clara, fortæller Vibeke Bøgh-Kristensen.

Der var ingen tilmelding til aftenen, så der var spændende hvor mange der ville komme og nyde aftenen i selskab med arrangøerne.

Der kom 46, så alt bagværket kom i brug til kaffen.

Efter kaffen var der mulighed for at handle tøj i genbrugsbutikken til halv pris, og der blev omsat for 1100 kr.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"