Fynsk solskins Trial

Onsdag, 18/08/2010 09:48

Selv om vejrudsigten havde lovet regn op til søndagens Trial i Fynske Langesø, så endte dagens Trial med at blive temmelig varmt. Som altid når der køres Trial på Fyn, er der et åløb involveret i søndagens Trial. Dette betyder ofte glatte skråninger, med risiko for at der skal sættes en fod i jorden, eller endnu værre, at man styrter. Men frygten skulle være ubegrundet, for dagens løb blev ikke så dramatisk som først frygtet. Trial køres som nogle måske ved, i flere forskellige klasser – af dem er der to Danmarks Mester klasser.

Rebild TrialSport er repræsenteret med flere kørere, og to af dem kæmper med om DM guld i Klasse B. Dan Poulsen har hele året ligget i spidsen, stærkt forfulgt af blandt andre Kristian Jørgensen, også fra Rebild TrialSport. Desværre for Dan Poulsen var heldet ikke med ham i det Fynske denne weekend.
Kristian Jørgensen trak i denne omgang det længste strå i den indbyrdes kamp for de vigtige DM point, da han satte sig på en super flot andenplads. Dan Poulsen måtte nøjes med fjerde pladsen.

Det betyder at Kristian nu ligger nummer 2 i det samlede klassement, kun 10 point efter den førende Dan Poulsen. I Classic klassen – den for cykler fra før 1985, eller veteraner vil nogle måske sige – var Rebild TrialSport igen på skamlen.
Denne gang var det Michael Andersen der fik tilkæmpet sig metal, kun lige slået på stregen af den Polsk/Tyske kører Jacek Swider. Michael Andersen er ved at være vant til netop denne placering, for sidste weekend tog han nemlig også andenpladsen i det Svenske Linköping Classic Trial.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"