Fuik-spillere udtaget til nordjysk talent hold

Tirsdag, 02/03/2010 23:01

I dag var Sara og Sofie Thrige samt Line Pedersen nemlig til talenttræning i Region 1-Nordjylland, og umiddelbart efter træningen fik de at vide, at de var udtaget til at fortsætte talenttræningen på det udvalgte nordjyske hold. Sara og Sofie som markspillere og Line som målmand.
Senere i forløbet, nærmere bestemt sidst i maj måned, drager spillere fra Nordjylland til udtagelsesstævne i Vildbjerg sammen med spillere fra de øvrige regioner under DBU. Derefter udtages spillerne til det kommende U-16 landshold. Så det er et spændende forløb de 3 Farsø-spillere er i gang med.
Spillerne fra Farsø blev indstillet til talenttræningen af deres klub allerede i juni 2009. I august samledes så ca. 110 spillere fra hele Nordjylland på AaB` s anlæg. Siden har de været af sted til 7 samlinger, hvor antallet af spillere efterhånden er reduceret til de 20 spillere, der nu udgør det nordjyske hold. Disse 20 spillere fortsætter nu træningen frem mod udtagelsesstævnet i Vildbjerg.
Det er flot af en lille klub som FUIK at have 3 spillere på udvalgt hold, men det er også svært i en klub af denne størrelse at tilbyde de bedste spillere de rette udfordringer. Derfor har tvillingerne Sara og Sofie Thrige søgt sådanne udfordringer i Team Viborg i den kommende sæson. Line Pedersen fortsætter i FUIK. Hun er et år yngre end de øvrige spillere til talenttræningen, så hun har mulighed for at tilmelde sig samme forløb også i den nye sæson. Der vil være andre spillere fra Lines årgang 97 i Farsø, der vil kunne gøre sig gældende i den kommende sæsons træningssamlinger i Region 1-Nordjylland. Så det er bare med at få de dygtige spillere meldt til, så de kan komme ud og prøve kræfter med andre piger fra hele Nordjylland.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"