FUIK har gjort nye tiltag for fodbolden

Onsdag, 02/03/2016 09:37

- Det sportslige er og bliver det vigtigste i FUIK og til trods for lidt varierende resultater på herreseniorsiden, er vi fulde af fortrøstning i forhold til fremtiden.

På damesiden måtte vi tidligt i 2015 konstatere, at der ikke var basis for vores eget FUIK-hold og vi har derfor indtrådt i holdfællesskabet med Vegger og Gundersteds damer – i daglig tale kaldet VGF. Holdfællesskabet er fuldstændig 3 x 1/3 således kamp, træning og økonomi deles ligeligt mellem de 3 klubber.

Medlemstallet er i Ungdomsafdelingen er stagneret og måske endda med en meget lille pil - nedad.

 

Det er specifikt blandt de ældste ungdomsspillere vi ser et tilbageløb – og lige nu har vi desværre ikke tilmeldt nogen ungdomshold efter U15 Piger og U16 Drenge – dette er en stor udfordring, som vi vil gøre rigtig meget for at løse.

 

350 medlemmer
Trods det stagnerende medlemstal i Ungdomsafdelingen er vi fortsat en stor forening – set i Farsø-perspektiv – med omkring 350 medlemmer - og de mange børn og unge har haft et helt unikt fritidstilbud i FUIK i 2015.

 

Gode fodboldaktiviteter
Vi tilbyder efterhånden fodbold hele året rundt på naturgræs, kunstgræs og i Dronning Ingrid Hallerne.

 

Udover almindelig træning, kamp og øvrige stævner, har spillerne også haft tilbud om Fodboldskole i uge 27, hvor vi igen i år havde mere end 100 spillere samlet på banerne – en fantastisk aktivitet som vi naturligvis tilbyder igen i år – og denne gang i uge 26.

 

Vildbjerg Cup var også på programmet – og har oplevede vi det største antal deltagere og forældre-campister i mange år. Over 100 spillere havde en fantastisk tur til det midtjyske og der var ikke mindre end 60 campingenheder tilmeldt turen.

Også LM for seniorer i september blev med kæmpe succes – både afviklingsmæssigt og økonomisk. DGI og deltagerne var meget tilfredse med faciliteter og afvikling, og vi er allerede i gang med at lægge billet ind til LM i 2017.

 

Søkoncerten

Sø-koncerten fylder rigtig meget i FUIK og FUIKs Venner – men i 2015 var det alle mandetimerne værd. Tænk at det kan lykkedes at trække et navn som Rasmus Seebach til Farsø og samtidig samle næsten 3.000 publikummer – det er ekstraordinært og det kan FUIK være meget stolte af.


Kunstgræsbanen
Kunstgræsbanen har gennemlevet sit første leveår med stor aktivitet af FUIKs og Aars IKs spillere – men derudover var der også en pæn udlejning til andre lokale- og udenlandske klubber.

Banen er jo opført i fuldstændig fællesskab med Aars IK og i den forbindelse vil jeg nævne, at der i det kommunale budget for 2016 er bevilliget tilskud til opførsel af bane i Aars.

Denne bane forventes at blive anlagt i 2016, og derefter vil der blive behov for nye drøftelser og nye aftaler omkring den fremtidige drift af de 2 baner i Vesthimmerland.

Græsklipningsaftale
I 2015 blev der indgået en græsklipningsaftale med Vesthimmerlands Kommune. Et ønske vi har haft i mange år, og som pludselig en mulighed, og vi var ikke sene til at påtage os den opgave. At vi måske havde undervurderet opgavens indhold, er en helt anden sag – indkøb af grej, klubbens første reelle ansættelse, dialoger med kommunen og øvrige brugere o.s.v. - men det er et at de bedste tiltag vi har taget i mine mange år i FUIK.

Har ansat stadioninspektør
Til at udføre opgaven har vi ansat Michael Dalgaard som stadioninspektør, og det er lige før jeg ikke behøver sige mere, for enhver har nok bemærket hvor flot et stadion vi har fået. I Michael har vi fået en fantastisk ihærdig, kvalitetsbevidst og kreativ person som kan og vil løse alle opgaver og jeg håber og tror at alle trænere, spillere, forældre og ledere sætter stor pris på hans indsats – det har han om nogen fortjent, og vi glæder os til det fortsatte samarbejde i mange år fremover.

Og Michael får nok at se til, for i 2015 blev der udført en forlængelse af græsbanerne syd for Kunstgræsbanen.  Etableret stibelægning mellem omklædningsrum og kunstgræsbane og nu står turen for opførelse af en ny materialebygning på Farsø Stadion, så alle vores bolde, materialer, traktor, klipper, kridtmaskine mm kan komme under samme tag.

 

Gået online
Desuden blev der i 2015 indført et Online-betalingssystem til håndtering af kontingent, tilmeldinger til Vildbjerg Cup og lignende. Tøjsponsoraftalen med Sportigan og Adidas blev forlænget og ikke mindst kom en ny 2-årig hovedsponsoraftale med Den Jyske Sparekasse og Real Mæglerne Farsø i hus.

 

Ungdomsfodbold styrket med børnekonsulent
I år har vi allerede ansat Børnekonsulent – Rudi Møller, som er første tiltag i en strategi om at styrke ungdomsfodbolden i FUIK. Det 2-årge projekt er separat finansieret af FUIKs Venner.

 

Stort fokus på økonomien
FUIK kom ud af 2015 med et overskud på kr. 92.000, hvilket er meget tilfredsstillende. Men FUIK har i årene fremover stor fokus på økonomien og herunder specielt fokus på udgiften til kunstgræsbanen og herunder mulighederne for at øge indtægterne


Der var nyvalg til Kathrine Krebs, som afløser Tine Thorsen i FUIK’s bestyrelse. De øvrige medlemmer af bestyrelsen er Kim Nyby, Jørn Brøndum, Peder Ditlev og Kathrine Krebs                                  

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"