Fritidsklubberne springer ud

Onsdag, 17/03/2010 11:54

SKØRPING: Foråret er på vej, og fredag eftermiddag kunne fritidsklubberne i Rebild Kommune springe ud som certificerede idræts- og bevægelsesfritidsklubber. 
Certificeringen blev fejret i Skørping Idrætscenter, hvor formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Lene Aalestrup, gav klubmedarbejderne rosende ord med på vejen. 
Klubmedarbejderne i kommunens 12 fritidsklubber har nu alle været igennem certificeringsforløbet til idræts- og bevægelsesfritidsklub, der afholdes af DGI. Fredag den 12. marts var sidste kursusdag, og afrundingen på forløbet fandt sted i Skørping Idrætscenter. 
Projektkoordinator Claus Højen fra DGI stod for overrækkelsen af diplomet, han fremhævede klubmedarbejdernes store engagement og energi under forløbet. Ordene var også rosende fra formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Lene Aalestrup, der har besøgt flere af klubberne. Bl.a. kommenterede hun på klubbernes forskellighed, men også på de fælles værdier, der ligger bag arbejdet i klubberne. 
Plads til forskellighed og fælles værdier er da også nogle af nøgleordene for fritidsklubberne. Blandt klubmedarbejderne svinger alderen fra 20 til 70 år, og på CV’et er uddannelser som f.eks. pædagog, smed, kok og lærer. Alle har dog erfaring med at arbejde med mennesker. Den fælles certificering indenfor idræt og bevægelse, samt en fælles bevægelsespolitik for fritidsklubberne, skaber det fælles fundament for arbejdet i klubberne. 
Fritidsklubberne er oprettet som et fritidstilbud for børn mellem 10 og 13 år, dvs. 4. til 6. klasse, hvor de kan opholde sig efter skole.  I alt er der 12 fritidsklubber geografisk spredt i kommunen, og 332 børn gør brug af tilbuddet i dag. Kommende 4. klasseelever får tilsendt bevægelsespolitikken og information omkring klubtilbuddet, og i hele juni måned er der åbent hus, så nye børn og forældre kan kigge forbi deres lokale fritidsklub. &
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"