Friskolen i Haubro oplever en stigende opbakning

Fredag, 12/03/2010 14:21

HAUBRO: Som tilfældet har været mange andre steder i landet, har man også i Vesthimmerlands Kommune oplevet butiksdøden i flere mindre byer, ligesom forskellige foreninger har det svært. Det næste, man kan risikere at miste er skolen.
Denne risiko er man bevidst om i Haubro, hvor fremtidsudsigterne for hverken Haubro-Søttrup Friskole eller kommuneskolen er alt for lyse.
Det har medført, at der er nedsat en arbejdsgruppe med forældre til elever på begge skoler, skal drøfte det videre forløb i bestræbelserne på at bevare en skole i Haubro.
Som tidligere omtalt i Aars Avis, mangler friskolen 20-25 elever for at bestyrelsen vil satse på at føre skolen videre efter dette skoleår.
Det fik blandt andet friskolen til at hænge en seddel op et par steder i byen, hvor forældre kunne tilkendegive om de kunne tænke sig at indskrive deres barn/børn på Haubro-Søttrup Friskole, hvis kommuneskolen lukker.
I følge avisens oplysninger, er der 40 børn skrevet på listen og heraf kan 21 børn starte på friskolen. Dermed kommer skolen op på 46 elever, hvilket skulle være nok til at skolen kan køre videre økonomisk.

Usikker fremtid for kommuneskolen
Såfremt man fra politisk side følger det der står i størrelse nedlægges”, i Strukturanalyse 2009 for skolerne i Vesthimmerlands Kommune, går kommuneskolen i Haubro også en usikker fremtid i møde.
I scenariet står der blandt andet, at ved at anvende en gennemsnitlig klassekvotient på 15 som kriterium bliver konsekvenserne, at skoler med elever fra 0-6.kl. under 105 elever og skoler med elever fra 0.-7. kl. under 120 elever nedlægges og lægges under en anden skole.
Det vil med det nuværende elevtal på 53 betyde lukning af i Haubro Kommuneskole.
Formanden for Børne- og skoleudvalget, Henrik Dalgaard (C) oplyser imidlertid overfor Aars Avis, at det ikke er sikkert man følger scenariet.
Udvalget har vedtaget en tids- og handleplan, struktur for skoleområdet, og ifølge den, får alle kommuneskolerne besøg af politikerne inden 23. marts. 25. marts er der temamøde for byrådet og 13. april temamøde for Børne- og skoleudvalget.
8. juni skal Børne- og skoleudvalget drøfte hvad der skal sendes videre til Byrådet, og 16. juni drøftes dette i Økonomiudvalget. 24. juni træffes beslutning for det videre forløb i skolestrukturen.
Så der foreligger ikke noget før efter sommerferien.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"