Fri besøgstid på plejecentre igen

Af Ture Damtoft, Torsdag, 09/07/2020 09:31

VESTHIMMERLAND: Efter næsten fire måneder bliver besøg på plejecentrene i Vesthimmerlands Kommune endelig givet fri.

Fra fredag 10. juli skal pårørende ikke længere sidde udenfor i den omskiftelige danske sommer, men der skal måske stadig træffes en aftale. Det er op til de enkelte plejecentre at beslutte.

Egentlig skulle det være sket for et par uger siden, men konstateringen af nye corona-virus tilfælde i kommunen betød en udskydelse, som rapporteret på Aars.dk.

Heldigvis har Statens Serum Institut bekræftet, at der ikke er konstateret nye smittetilfælde de seneste syv dage, og derfor "ophæves besøgsrestriktionerne", som det hedder i meddelelsen fra Vesthimmerlands Kommune.

Det er så lidt overdrevent. For det første fordi der nok fortsat skal træffes en aftale inden besøget, og der kan også være krav om at holde afstand eller andre hygiejnekrav.

Men, man kan komme indenfor.

- Det kan jo kun være positivt, at vores beboere og deres pårørende får større mulighed for at se hinanden og være sammen. Ældre mennesker kan godt være lidt kuldskære, og det er mere behageligt og trygt at kunne sidde indenfor, siger leder på på Plejecenter Østermarken i Aars, Hanne Sæderup.

Hun og det øvrige personale vil gøre besøgene så fleksible som muligt men fortsat med fokus på at holde en passende afstand og overholdelse af hygiejneregler.

- Vores huse og besøgsstuer er forskellige, så der kan være steder, hvor vi fortsat opfordrer til kun at komme to af gangen, siger Hanne Sæderup.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"