Fra nytteløs sump til guldklump

Tirsdag, 09/03/2010 14:49

LILLE VILDMOSE: I øjeblikket foregår et af Danmarkshistoriens største naturgenopretningsprojekter i Lille Vildmose. En af de største kendere af Lille Vildmose og projektet deler torsdag den 11. marts sin viden på Vildmosegaard.  Manden er projektleder hos COWI, hedder Niels Riis, og har arbejdet med mosen siden 2004. Han vil underholde om planerne for forvandlingen fra tørvegravning og sphagnumproduktion til et dyrerigt naturområde med vådområder og afgræssede fenner.
Hvordan skabes en vandstands-hævning, som kan danne grundlag for tørvemossernes tilbagevenden til området, og vil området med tiden blive til en ny højmose?
Mellemområdet (arealerne mellem Vildmosevej og Høstemark Skov) har tidligere været brugt til bl.a. tørvegravning og senere sphagnumindvinding. Gamle tørvegrave og dybe grøfter vidner om råstofindvindingen, men i dag er store dele af området dækket af vegetation og enkelte af tørvegravene er fyldt med vand til stor glæde for områdets fugle.
Naturgenopretningen vil uden tvivl gøre Lille Vildmose endnu mere spændende for naturelskere, og både fugle, padder og insekter vil nyde godt af den nye natur. Græssende okser, flaksende viber og voksende sphagnummosser vil således blive fremtiden for Fennemosen, som området nu bliver kaldt. Har man lyst til en tur i området er den bedste udsigt fra det nye rovfugletårn. Herfra er der mod syd en enestående udsigt over områderne, som der i øjeblikke arbejdes på at naturgenoprette.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"