Forrygende, flot western-forestilling

Onsdag, 07/04/2010 09:37

AARESTRUP: ”Hold da op – utroligt, at man kan lave en forestilling, hvor alle 75 børn er med” – ”Hvordan kan det da lade sig gøre i den grad at forvandle hele skolen til ”Det Vilde Vesten” – og de har kun haft én uge til det”- ”Fantastiske kostumer!!” Det var nogle af kommentarerne fra forældre, bedsteforældre og andre tilskuere ved de to stopfyldte musical-forestillinger på Gregers Krabbe Friskolen torsdag aften og fredag formiddag.
Stykket var smækfyldt med cowboys og indianere, og som et ekstra krydderi var der også lige indlagt et western-cirkus med ildslugere, ridepiskenummer, jonglører, styltenummer, fakirnummer m.m.
Det blev virkelig en forrygende forestilling og Lucky Look fik sin Åh Susanne til sidst. Lucky alias Kalle kom dog lige spontant med denne vending: ”Nu kommer det der, jeg ikke rigtig kan lide ved det her”, men han tog sig dog sammen, kom ned på knæ og friede til Åh Susanne.
Musicalen var også en stor musikalsk oplevelse. Skolens eget band med skoleleder Palle Fogh i spidsen leverede virkelig medrivende musik. Godt nok blev han lige skudt ned undervejs af alle tiders bedste instruktør, Rikke Grønkjær. Pludselig kom hun susende og plaffede ham ned. BANG.
Teknikken fungerede også næsten professionelt. Et meget dygtigt hold sørgede for lys og lyd, så det var en drøm. 
PR-gruppen havde deres udsendte medarbejdere i gang med at fotografere. De havde også i løbet af ugen lavet dagens avis: ”Krabb News” og en powerpoint-præsentation, som blev vist på et lærred torsdag og fredag. Deres avis kan også ses på skolens hjemmeside, sammen med rigtig mange billeder.
Alle de voksne på skolen og i Gimle hjalp på hver deres måde med at få det hele til at glide.  
Fantastisk hvad det kan blive til, når man arbejder godt sammen, men som de siger på skolen: Ingen kan alt - alle kan noget - sammen kan vi det hele.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"