Folkemøde med mange muligheder i Aars

Af Torsten Hansen, Torsdag, 16/09/2021 14:55

Knap 2000 unge blev præsenteret for uddannelsesmulighederne lokalt

AARS: Der er liv og glade dage i Aars Lystanlæg, HotSpot, VHG og HEG i Aars, hvor næsten 2000 elever fra de ældste folkeskoleklasser er samlet til Folkemøde for Unge.

De unge bliver præsenteret for en lang række af de uddannelses- og ansættelsesmuligheder der findes i Vesthimmerland

På pædagogisk vis bliver de unge ikke præsenteret for lange taler fra virksomhederne, i stedet får de unge lov til at prøve en masse med deres egne hænder, og virksomhederne har taget brug af de muligheder de har. Eksempelvis var nogle af de unge hoppet i anlægssøen - med waders på. Limfjordsmuseet havde udstyret dem med fiskenet, så de kunne undersøge, hvilke dyr der lever de det grumsede vand. Det fandt de unge rigtig sjovt.

Et andet sted, HMC Byg, Løgstør, lå mursten og en balje mørtel. Opgaven lød på at lægge mursten korrekt. Det havde flere af de unge mod på, blandt andet Valdemar Versluis, Aalestrup, der gennem FGU var med til folkemødet.

Han klarede opgaven fint, men det gjorde ikke, at hans planer for fremtiden kom til at omfatte en uddannelse som murer.

- Jeg vil være mekaniker, så det var bare for at prøve, at jeg lagde mursten, sagde Valdemar Versluis.

Han har allerede lagt sig fast på, at han vil være mekaniker. Den uddannelse havde han også besøgt eksempler på på folkemødet, så han synes han fik noget ud af dagen.

Lidt samme situation var Mads Monk, Lucas Hansen og Rasmus Sloth i. De går sammen på grundforløb 1 under EUX.

- Vi skal beslutte os, hvad vi vil på grundforløb 2, så der er noget at se på, sagde Mads Monk, der sammen med de to venner arbejdede på at lave et perfekt spær til et minihus hos Kastberg A/S.

- Jeg vil gerne være tømrer, så her er rigtigt for mig, uddyber Mads Monk.

Det samme gælder for Rasmus Sloth, Løgstør, der også gerne vil være tømrer. Lucas Hansen, Hvilsom, ville kigge lidt videre fordi hans ønske går nærmere i retning af blive elektriker.

- Det er godt at få syn på andre ting, men det har endnu ikke ændret min holdning, siger Rasmus Sloth.

For virksomhederne er der også både plus og minussider ved arrangementet. For nogle kan det være svært at vise noget om deres fagområder eller svært at finde en god og sjov ting at sætte de unge til på folkemødet.

- Vi viser ansigt her, og der er jo også de unge vi skal have fat i og få i lære, så på den måde er det fint, siger Jens Peter Hougaard, Kastberg A/S.

Firmaet havde lidt lettere ved at sætte de unge til noget end for eksempel Vesthimmerlands Biblioteker, der gerne ville fortælle om bibliotekaruddannelsen, men også valgte at fortælle om, hvad biblioteket kan gøre for de unge.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"