Folkeafstemning: Skift valgsted inden 24. maj

Af Ture Damtoft, Fredag, 20/05/2022 14:05

VESTHIMMERLAND: Om 19 dage går Danmark til valgurnerne.

Om fire dage - tirsdag 24. maj - udløber fristen, hvis man vil skifte valgsted.

Det kan alle i princippet gøre ved at søge om det, men det er særligt relevant for borgere, der er gangbesværede eller af anden grund kan have svært ved at tilgå et afstemningssted, f.eks. hvis der er langt til parkeringspladsen.

Vesthimmerlands Kommune har gjort meget for at sikre, alle borgere kan afgive deres stemme om EU forsvarsforbeholdet.

F.eks. er der oprettet handicap parkering ved Vegger Idræts- og Kulturhus. I Hvalpsund er hallen for anden gang afstemningssted, og der er også gode parkeringsforhold og nem adgang i modsætning til det tidligere afstemningssted.

I Farsø er der en særlig handicapvenlig stemmeboks, som er indrettet med hæve/sænkebord samt et CCTV.

Det er også muligt at afgive sin stemme fra bilen.

- En af de ting vi tilbyder på dagen er, at man kan stemme udenfor. Ved kommunalvalget i 2021 tilbød vi det også pga. Corona, nu er det de oprindelige kriterier, og er for dem med manglende førlighed, svagelighed eller lignende, siger Rasmus Engsig, afdelingsleder i byrådssekretariatet.

På kommunens hjemmeside kan man finde al information om afstemningssteder.

Har man brug for hjælp, kan Borgerservice kontaktes på telefon 99667100.

På selv dagen onsdag 1. juni er der også hjælp at hente på hvert enkelte afstemningssted.

Har man brug for hjælp, vil der være et telefonnummer, hvor valgtilforordnede kan kontaktes for assistance.

- Man kan give udtryk for, at man ønsker at stemme fra bilen og give årsagen. Så vil de ansvarlige for valget komme ud og modtage stemmen ved bilen, siger Rasmus Engsig.

Uanset om man har brug for hjælp, kan klare sig selv, har bestemt sig for, hvor krydset skal sættes eller stadig ikke kan bestemme sig, så er opfordringen til alle borgere i det mindste at sætte krydset.

- Uanset hvad man har tænkt sig, vil jeg opfordre alle til at stemme. Det er den demokratiske ret, vi har, og som vi skal værne om. Derfor skal vi bruge den, hver gang der er valg uanset politisk overbevisning, siger borgmester Per Bach Laursen.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"