Fodterapi flytter ind i tidligere fysioterapi

Tirsdag, 09/02/2016 18:41

To statsautoriserede fodterapeuter
Bag fodklinikken står de to statsautoriserede fodterapeuter Vivi Gaardbye, Nørager og Mariane Birkmose, Svingelbjerg.

Mariane Birkmose er godt kendt i lokalområdet, idet hun har drevet egen fodterapi siden 1998. De senere år med klinik på hjemmeadressen i Svingelbjerg.

Bytter ejerskab
Konstellationen mellem de to er, at Vivi Gaardbye er ejer af ”Klinik for Fodterapi” og dermed har købt klinik og ydernummer af Mariane Birkmose. Mariane Birkmose bliver dermed ansat eller som det hedder i branchen, indlejer og står for sine egne klienter og patienter.

Tilbage i 2009 skippede Vivi Gaardbye sit job som jordmoder p.g.a. de meget skiftende arbejdstider. Efter kort tid på kontor, besluttede hun sig for at tage uddannelsen til Statsautoriseret Fodterapeut. 1,5 år senere, i 201,1 var hun nyuddannet. Hun blev i årene herefter tilknyttet som indlejer hos forskellige fodterapeutklinikker, en overgang også med klinik hjemme i Grynderup ved Nørager.

For ca. 10 måneder siden rettede Vivi Gaardbye henvendelse til Mariane Birkmose med henblik på at blive indlejer hos hende. Samtalen drejede sig hurtigt i retningen af, at hvis Mariane Birkmose gik i salgstanker, så var Vivi Gaardbye også interesseret i at købe. Der skulle ikke lang betænkningstid til for Mariane Birkmose, der kunne se fordelen i at dele klinikkens mange klienter og patienter med en anden og selv timemæssigt komme ned på en forholdsvis normal arbejdsuge.

Egne lokaler i Farsø
Og netop en veldrevet klinik med eget ydernummer og mange klienter og patienter tilknyttet, har gjort at Vivi Gaardbye ikke et øjeblik har været i tvivl om at købe klinikken, og heller ikke at flytte den i egne lokaler i Farsø.

Mulighed for særarrangementer
Dronning Ingridsvej 7 blev for første gang taget i øjesyn sidste år i september. Ud over at kunne huse to fodterapeuter rummer lokalerne også muligheder.

Vivi Gaardbye fortæller, at hun påtænker at holde informationsaftener for eksempelvis diabetikere, gigtpatienter og platfodede som har særlige fodproblemer, men det kan såmænd også være personer der har brug for særlige sikkerhedssko eller komfortsko i forbindelse med deres arbejde.

Men ellers er det normalvis neglebehandling, bøjlebehandling, hård hud og ligtorne som der behandles i fodterapien, ud over specialbehandlinger for diabetikere og gigtpatienter.

Ud over behandlinger i klinikken, udfører de to fodterapeuter fortsat også behandlinger hjemme hos de patienter som ikke har mulighed for at komme i klinikken, eksempelvis hvis patienten er afhængig af transport eller bor på plejecenter. 

Som Statsautoriserede Fodterapeuter er klinikken også omfattet af en forsikring, som sikrer patienter og klienter en kvalificeret behandling.

Om en måneds tid har de to fodterapeuter arrangeret et Åbent Hus, hvor kunder og andre interesserede bydes indenfor for at se de nye lokaler på Dr. Ingridsvej og høre om fodterapiens nye tilbud.                                            

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"