Flot overskud fra Aars Klovneløb

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 09/07/2024 14:07

AARS: De 228 deltagere og alle gæster og frivillige ved Klovneløbet i Aars i sidste uge har nu afleveret 34.601 kroner til Danske Hospitalsklovne.

- Jeg er megatilfreds med resultatet, og det er jo en stigning på 4000 kroner i forhold til sidste år, siger arrangør Michelle Nødskou.

Mange steder er Klovneløbet en lang rute og kun løb, men i Aars er det samlet i anlægget, så der samtidig kan være en fest for både børn og voksne.

En recept hun har tænkt sig at følge igen næste år.

- Vi kan gøre mere ud af udsmykningen og lave mere leg for børnene. Fiskedammen virkede rigtig godt, hvor de kunne fiske gaverne, vi havde fået sponsoreret, og Kristoffer Lundholm har sagt ja til at komme og give koncert igen.

Bitten fra Kjærsgaard advokater ringede selv for at tilbyde at hjælpe med at holde styr på alle listerne, og så hjælper min familie, venner og veninder og mine søstres venner og veninder mig.

Det er så hyggeligt at arbejde med det, og vi møder folk og hinanden rent i hjertet, når vi arbejder på Klovneløbet og for børnene, siger Michelle Nødskou.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"