Flot markering af 100 års jubilæum hos Venstre i Veggerby

Tirsdag, 16/02/2016 10:07

Aftenen startede med velkomst ved formand Gert Sørensen. Herefter var der spisning.
Efter en flot hovedret holdt Gert Sørensen tale, hvor han gennemgik foreningens 100 år. Han nævnte bl.a. at kontingentet i de første år var 1,00 kr. for gårdejere og 0,50 kr. for husmænd. Der har været perioder med over 140 medlemmer, dog var der en periode 1932-1939  hvor der - af uvisse årsager - var stilstand.
Gert Sørensen nævnte også, at der har været 26 formænd for foreningen gennem tiden, og at det altid været en forening med masser af aktivitet. Det fremgår ved læsning af protokollerne, som er spændende læsning.
Derefter tog aftenens hovedtaler, folketingsmedlem og gruppeformand for Venstre, Søren Gade, ordet, og man fik en gennemgang af, hvad der rører sig på Christiansborg. Søren Gades tid i politik blev fortalt med humor og alvor, så hele forsamlingen var tryllebundet.
Søren Gade takkede også fordi han var blevet inviteret, og satte pris på, at få lov at komme ud til et så flot et arrangement.
Herefter tog tidligere byrådsmedlem, Leif Nielsen, ordet. Han fortalte, at Venstre i Veggerby ind til sidste periode altid har haft plads i byrådet - først Støvring og siden Rebild byråd. Han kunne også berette om, at der altid - ved gennemgang af protokollerne - har været rift om at sidde i Venstre Veggerbys bestyrelse.
Han takkede også de gamle formænd af Venstre i Veggerby, hvoraf tre var til stede, for deres store arbejde for foreningen, og sluttede med at takke den nuværende formand, Gert Sørensen, for hans store arbejde for foreningen, og som formand for Venstres kommuneforening, der har været med til at afsætte aftryk på Venstres arbejde  i Rebild kommune.
Leif Nielsen sluttede med at ønske at Venstre i Veggerby kunne fortsætte i mange år fremover med en aktiv bestyrelse, selv om han godt vidste, at det er svært at få nye til at tage over.
Aftenen sluttede med kaffebord,  iskager og flotte lagkager.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"