Flot koncert, men kun få bakkede op

Mandag, 04/01/2010 11:02

STORVORDE: Der var sat alle sejl til, men medvinden svigtede i nogen grad, da Ungdomscentret i Sejlflod var ramme om støttekoncerten for den 11-årige Sandra Filipsen, der lider af Dravet syndrom der gør, at hun er afhængig af hjælp i døgnets 24 timer.
Men familien beskriver oplevelsen som fantastisk og roser det kæmpearbejde en række frivillige har gjort, herunder både på og udenfor scenen.
Men lad set være sagt: Koncerten fik ikke helt den forventede opbakning i form af rigtig mange fremmødte, men de der kom, fik en god oplevelse.

Økonomisk prognose holdt
Det var dog en stor tilfredsstillelse, da Ungdomscentrets leder, Knud Nørgaard, fra scenen kunne meddele, at der blev et overskud til Sandra på 24.000 kr.
I vores foromtale havde medarbejderne Jan Tøt og Sisse Johnsen givet udtryk for et beløb på ca. 25.000 kr. Så den gik hjem.
Der er kun ca. 6 uger siden, at familien fik at vide, at Sandra var godkendt til en stamcelle operation i Kina engang i starten af det nye år.
Det har rigtig sat gang i aktiviteterne og nu her, kun en måned efter indsamlingsstart, er der indsat i alt mere end 110.000 kr. som hjælp til rejse og operation.

Ny koncert i AKKC
Fredag den 22. januar bliver der et stort arrangement i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Her er der rigtig mange gode navne som trækplaster fra både ind- og udland.
Senest har Peter Viskinde fra Big Fat Snake anmeldt sin ankomst som optrædende. Men ellers er der nok at lytte til og klappe med på, som ses her:
Peter Caulton New Zealand - Nanna Amter DK - Misfit Cowboys DK - Bjarke Rasmussen DK - Dance Action DK - Arly Karlsen Norge - Kevin Freeman USA - Joane Reinholdt DK – Jesper Lundgaard DK – og ikke mindst Mohamed Ali fra X-factor DK.
Familien Filipsen er vildt imponeret – og glade for – den kæmpe opbakning som sker i hele landet.
Sandras håbløse hverdag, som det ser ud nu, kan kun bedres gennem den forestående stamcelle behandling. Vi giver de bedste håb med på vejen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"