Flot gymnastikopvisning i Støvringhallen

Onsdag, 24/03/2010 09:28

STØVRING: Som afslutning på en god og spændende gymnastiksæson afholdt Gymnastikforeningen Dannelund sin store, flotte og festlige forårsopvisning i Støvringhallen lørdag den 20. marts.
Eftermiddagen bød på masser af flot og seværdig gymnastik, leveret af 11 dygtige og veloplagte gymnastikhold.    
Holdene, der i alder spændte fra de helt små på børneholdene til ældremotionisterne, gav et rigtigt godt indblik i, hvad de mange børn og voksne har brugt de mørke vinteraftner i gymnastiksalene til at lære, og de over 400 fremmødte tilskuere fik en god og flot oplevelse denne lørdag eftermiddag i Støvringhallen.
Formand for gymnastikforeningen Solvejg Laustsen fik i forbindelse med opvisningen overrakt en stor check af Evald V. Hansen fra Carlsberg Fonden på kr. 38.000,-. Foreningen havde søgt fonden om hjælp til køb af en springbane - en airtrack – og den flotte gave gør det nu muligt for Dannelund at investere i en sådan. 
Som afslutning på en god dag i gymnastikkens tegn var der gæsteoptræden af 115 elever fra Himmerlands 
Idrætsefterskole og de dygtige piger og drenge gav rigtig flot opvisning, med højt tempo og intensitet. 
Selvom Gymnastikforeningen Dannelund nu har afholdt sin årlige opvisning, er det ikke ensbetydende med, at sæsonen er slut, for allerede i denne uge starter sommerholdene op, nemlig pilates, step og bodytoning og dermed er der også de kommende måneder god mulighed for at få sit motionsbehov dækket. 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"