Flere områdefornyelser er i gang

Torsdag, 11/02/2016 17:26

Allerede tilbage 2014 i forbindelse med kommunens budgetaftale blev det besluttet, at der skulle arbejdes med udviklingsplaner i Hornum, Ranum og Gedsted.

Hornum er længst
I Hornum er gennemførelsen af projektet allerede i fuld gang. De første forandringer ses allerede på torvet foran kroen. Der arbejdes i øjeblikket på indretning og udbudsmateriale for området ved stationen og Himmerlandsstien.

Ranum er klar til borgermøde
I Ranum blev processen for programskrivningen (projektafklaringen) påbegyndt for to uger siden med en byvandring og en intern workshop for nøglepersoner ansat ved Vesthimmerlands kommune for at få input til områdefornyelsen.

I sidste uge blev flere forskellige nøglepersoner i byen interviewet. På næse torsdag afholdes der borgermøde, hvor borgerne har mulighed for at komme med ideer til områdefornyelsen. Der vil blive udpeget et ”byforum”, som vil være den primære kontaktgruppe i forløbet.

Der forventes et endeligt program for områdefornyelsen klar til politisk behandling umiddelbart før sommerferien. Programmet skal herefter sendes til godkendelse i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Der forventes en udmelding fra Ministeriet i efteråret 2016, hvorefter gennemførelsen af projekterne kan igangsættes, såfremt de bliver godkendt af Ministeriet.

Gedsted venter på svar fra ministeriet
For Gedsteds vedkommende er der fremsendt en ansøgning om tilskud til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Ligesom for Hornum og Ranum er der søgt en ramme på i alt på 3 mio. kr., hvoraf 1 mio. kr. kommer fra Ministeriet og 2 mio. kr. fra kommunen. Byrådet har bevilliget 2 mio. kr. til projektet i budgettet. Ministeriet har lovet en udmelding i løbet af april 2016. Såfremt der kommer en positiv udmelding på ansøgningen kan processen for programskrivning i Gedsted påbegyndes i efteråret 2016.   

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"