Fiskefrikadeller og stjerneskud er delikatesser fra Rønbjerg Fiskehus

Tirsdag, 13/07/2010 14:13

I det lille fiskehus er der hele og fileterede fisk, røgede fisk og fileter, hjemmelavede salater af flere slags og en kold øl eller vand i køleskabet, hvis man er tørstig. Et oplagt personale bestående af Kent og Loan Larsen er hele tiden klar til at ekspedere kunderne med et smil på læberne. Det på trods af, at travlheden er der på mange måder, og at der er en kø i fiskeforretningen, som næsten kan føles som uendelig, da der hele tiden kommer nye kunder til.

Fiskefrikadeller er en delikatesse
Mens handlen går livligt i butikken, syder panderne i bagbutikken med stegning af fiskefrikadeller og filetering af fisk af forskellige slags.
Efter filetering af kødet går det i hakkeren og kommer ud som fars til fiskefrikadeller. I bagbutikken syder panderne med stegning af fiskefrikadeller og der sendes bud fra ekspedienten i forretningen til den ansvarlige i bagbutikken om, at der nu er bestilt tre stjerneskud til levering straks. Jo, der sker noget i den lille fiskebutik.
Uden for på bænkene sidder gæsterne og nyder fiskefrikadeller og stjerneskud, mens de nyder aktiviteten i Rønbjerg Havn. Skrigene fra mågerne blandet med tøffen fra bådene og Livøfærgen og folk, der er på vej til og fra færgen, giver den rigtige havnestemning, hvor et fiskehus er en naturlig del af helheden.

Friske fisk hentes tidligt hver morgen

Fiskehandler Kent Larsen har i 10 år drevet Rønbjerg Fiskerhus efter at have overtaget det fra sin far og mor, Ib og Aase Larsen, som lærte Kent op i faget.
Tidligt hver morgen tager Kent Larsen turen i sin lukkede kassevogn til Hanstholm Fiskeriauktion, hvor han indkøber fisk af mange forskellige slags. Det med bevidstheden om at have et bredt sortiment af friske fisk, muslinger og østers i sit fiskehus. Det giver tilfredse kunder, som fortæller om deres positive oplevelser. Det genererer nye kunder, og de trofaste kunder giver grundlaget for, at det lille fiskehus kan eksistere året rundt.

Pølsevogn åbner i turistferier
En pølsevogn ved siden af fiskehuset giver folk med hang til en hotdog en mulighed for at tilfredsstille deres lyst. I turistsæsonen er pølsevognen åben til kl. 19.00, så hvis man ønsker det, kan aftensmaden indtages på havnen. Er det lysten til en is, så kan den klares i såvel pølsevogn som fiskehuset, når man er nået frem som nummer et i den næsten uendelige kø, der er ved Vesthimmerlands Kommunes fiskehus nummer et.

Se også Vesthimmerlands Folkeblad i denne uge.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"