Fire nye smittede på Aars bo-tilbud

Af Ture Damtoft, Onsdag, 18/11/2020 12:05

AARS: Der er nu i alt 12 smittede på Boformen Østermarken i Aars.

Yderligere fire af personalet er blevet bekræftet smittet de seneste to dage, den ene så sent som i dag onsdag 18. november.

Dermed er fire beboere og otte af personalet bekræftet smittet.

De fire beboere er, som skrevet i Aars Avis mandag, fortsat isoleret i Løgstør, og de otte medarbejdere er i hjemme-isolation.

Alle 12 afventer naturligvis negative tests, hvoraf de skal have minumum to.

- Vi er stadig i fuld gang med smitteopsporing og med at teste, men vi kan ikke udelukke, der kommer flere. Alle beboerne er defineret som nære kontakter til hinanden og guides til at være mest muligt for sig selv, da de ikke anvender værnemidler. Der er derimod pt. ingen medarbejdere hjemsendt som nære kontakter, da de anvender værnemidler på arbejde – dvs. mundbind/visirer, handsker og kitler i alle nære relationer. Hvis medarbejdere udviser de mindste symptomer så bliver de hjemme eller sendes straks hjem, siger sundhedsdirektør Anne Krøjer.

Hun bekræfter, at det fortsat "kun" er Boformen Østermarken, der er ramt af Covid-19 - dette efter er rygte om, at der skulle være to steder i Vesthimmerlands Kommune.

Der er blevet tilkaldt personale fra andre botilbud i kommunen, for at løfte opgaven på Boformen Østermarken.

45 smittede

Den generelle situation i Vesthimmerland er, at der onsdag er tre nye smittede. To i Aars og en i Farsø.

- Vi har haft 45 smittede den seneste uge. Jo flere der bliver testet jo bedre, og vores borgere plejer at være rigtig gode til at efterleve rådene fra sundhedsmyndighederne. For de, som ikke kan komme til testcentrene, vil vi arrangere test i deres egne hjem. Det er især ældre borgere, som vi i forvejen har kontakt til gennem f.eks. hjemmeplejen, siger Anne Krøjer.

Opfordringen til at lade sig teste bliver gentaget af Palle Jensen, formanden for Sundhedsudvalget.

- Sammen med borgmesteren vil jeg senere i dag gå ud med en video, hvor vi opfordrer alle til at gøre de ting, vi véd virker. Hold afstand, brug mundbind og sprit af. Og så opfordrer vi alle til at lade sig teste, når massetestningen begynder på fredag, siger Palle Jensen.

1 af 300

Han håber ligesom alle andre, at restriktionerne for de syv nordjyske kommuner - og heriblandt naturligvis Vesthimmerland - kan løftes inden 3. december.

- Hvis det viser sig, at vi ligger på samme niveau, som de allerede testede kommuner, synes jeg, der er god grund til at sige, vi lukker op på samme niveau som i resten af Danmark, så alle kan komme til og fra arbejde igen, siger Palle Jensen.

I Frederikshavn og Thisted kommuner - som var de to første til at blive massetestet - er positiv raten hhv. 0,27 og 0,36 pct. Altså ca. én borger af hver 300 som smittede.

Hvis det tal kan overføres til Vesthimmerlands Kommune, vil der være omkring 121 borgere bekræftet smittede med corona-virus, når alle er blevet testet.

 

 

 

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"