Festlig indvielse i Aars af Kirke- og Sognehus

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 08/09/2021 07:50

Det udvidede og ombyggede hus har fået navnet AKS

AARS: Søndag var en dag med festgudstjeneste i Aars Kirke forud for indvielsen af sognets kirke- og kulturcenter på Kirkeplads, og velkomst til sognets nye præst, Lisbet Dalhoff Helding. Vejret var i top, stemningen var god og kirken var fyldt. Det samme blev det nye udvidede og ombyggede kirkecenter, som nu giver rum og mulighed for endnu flere kirke- og kulturaktiviteter end tidligere. Omkring 250 deltog.

I Aars Kirke var det sognets tre præster, der forrettede gudstjenesten i fællesskab, og som menighedsrådets formand, Anders Didriksen sagde, så giver det en god balance med tre præster i et sogn, hvorefter han bød særligt velkommen til Lisbet Dalhoff Helding som den senest ankomne, og mindede om, at det er et levende sogn hun er kommet til.

Det nye navn

Efter gudstjenesten gik deltagerne over i kirkecenteret, hvor både Anders Didriksen og formanden for menighedsrådets ejendomdudvalg, Erik Madsen, tog imod. Her løftede Erik Madsen også sløret for huets nye navn - Aars Kirkekontor og Sognehus - med forkortelsen AKS. Menighedsrådet havde indbudt til en navnekonkurrence, og Erik Madsen var overvældet over deltagelsen.

- Vi har modtaget 27 forslag til et navn, og et enigt udvalg har udvalgt ”AKS” fra Anni Gamborg, som det nye navn. Vi håber, at navnet vil bundfælle sig hos brugerne, sagde Erik Madsen og takkede Anni Gamborg for forslaget.

Herefter kom borgmester Per Bach Laursen på banen. Han var ganske overvældet over den store deltagelse i kirken og ved indvielsen af huset. Han takkede også på kommunens vegne for det store engagement der er omkring kirken i sognet. Herefter klippede borgmesteren det røde bånd i indgangspartiet, og erklærede huset for åbent.

Med AKS er det tanken, at huset skal bruges til både kirke- og kulturarrangementer. Indvielsen var et bevis på, at der er plads til mellem 200 og 300 personer, og at huset kan bruges til både drop-in cafe for alle, der har lyst, til kunstudstilling og koncert. Akustikken er i orden. Det beviste en lille smagsprøve på en koncert med kirkens organist Jan Mygind på klaver og den italienske gæstemusiker Claudio Massola på fløjte. Musikken var i øvrigt også et hint om, at man ønsker sig et flygel til kirkecenterets store sal. Indvielsesgæsterne sang fællessangen ”Et hus under græs” med henvisning til det bæredygtige materiale, der er lagt på taget.

Menighedsrådsformand Anders Didriksen fortalte om ventetiden på grund af Corona inden huset kunne indvies, men også om tiden forud for 1. juli 2020 da første spadestik blev taget.

- Vi har ventet længe, og nu er vi her. For 13-14 år siden opnåede vores forgængere i menighedsrådet en forkøbsret til det daværende lægehus, og da dagen så kom, hvor lægerne ønskede at sælge begyndte der at ske noget. Arkitektfirmaet Krogh Madsen A/S fik opgaven med at tegne huset.

Måtte vende skråen

Jeg måtte undervejs ”vende skråen” et par gange. Blev det mon for ikonisk med et sådant byggeri, tænkte Anders Didriksen, som i øvrigt føjede til, at byggeriet blev indledt midt i Corona-perioden, hvor alle arrangementer måtte aflyses. Det åbnede for, at byggeriet kunne gå sin gang - omend med et par bump på vejen.

Arkitekterne har tænkt vore ønsker ind i deres planer, og kirkens medarbejdere har bare kørt igennem og er under vanskelige forhold rykket ”tættere sammen i bussen”, sagde menighedsrådsformanden, som i øvrigt også er buschauffør.

Et kraftcenter

Anders Didriksen opfordrede til, at der nu bliver dannet et kraftcenter på det kirkelige- og kulturelle område. Vi håber, at AKS vil blive samlingssted også for nye aktiviteter, og at vi inden længe kan nedsætte et kunstudvalg, som kan arbejde med udsmykning og udstilling i lokalerne, sagde Anders Didriksen inden han takkede håndværkerne, rådgiverne og menighedsrådets formand for ejendomsudvalget, Erik Madsen, for en god indsats i hele byggeperioden. Sognepræst Lone Primdahl Dolmer talte på medarbejdernes vegne, og takkede for de gode rammer, som har givet alle et kontor at være i - og for gode og lyse lokaler i det hele taget. Hun sagde også tak for navnet AKS, der er et livskraftigt ord, som man kan hente og sige meget ud fra. Der er allerede planlagt mange arrangementer i det nye Aars Kirkekontor og Sognehus AKS. Syv konfirmandhold tager huset i brug. Desuden arrangeres udstillingen ”Kunsten i kirken - kirken i kunsten”, der bliver koncert med Concerto del Trio i Aars Kirke, foredrag om religiøs kunst ved sognepræst Troels Laursen, og udstilling af malerier udført af kunstneren Adi Holzer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"