Festlig fodboldfinale i Frejlev

Tirsdag, 25/05/2010 11:40

Den nystartede netværksgruppe »Group 9200« bød forgangne lørdag publikum inden for i Frejlevhallen, til et spændende storskærms-arrangement, i anledningen af Champions League finalen i fodbold mellem tyske Bayern München og italienske Inter. Som optakt til denne, blev håndboldfinalen mellem KIF Kolding og AaB Håndbold vist direkte på den 24 kvadratmeter storskærm. Ind mellem de sportslige aktiviteter havde bl.a. Coolshop og EA Games indbudt til drabelige dueller på opstillede spillekonsoller i computerspillet Fifa10. En lang række personer, i alle aldre, havde taget imod tilbuddet, og muligheden for at vinde førstepræmiegevinsten; en Nintendo Wii. Adidas og Intersport Aalborg Storcenter leverede et flot modeshow med sommerens nyeste tøjkollektioner, mens at hallens gæster kunne tage sig et pusterum fra de sportslige aktiviteter, og lade sig servicere af et oplagt og humørfyldt personale.
Frejlevhallen var også genstand for en ægte verdenspremiere denne lørdag. Fodboldstøvlen, Adidas F50 AdiZero, ankom i bedste Olsenbanden-stil i sølvkufferter og havde følgeskab af tre AaB-spillere, som havde æren af at præsentere og kommentere denne over for salens publikum. Som aftenens sportslige højdepunkt; Champions League finalekampen, nærmede sig, sørgede Weber, i samarbejde med frivillige hjælpere fra lokalområdet, for at alle fik stillet sin sult med en lækker grillmenu.
I minutterne op til finalekampen leverede DBU-instruktør, Peter Rudbæk, et spændende indlæg om aftenens to hold; Bayern München og Inter. Dette blev leveret med stor overbevisning og indlevelse – krydret med nordjysk lune og humor. Selve finalekampen endte med en Inter-sejr på 2-0, men dette var nærmest sekundært på en aften hvor generøsitet og det sociale element var i højsædet.      
Hele arrangementet, arrangeret af Group 9200, forløb med præcision i planlægning og afviklingen samt elegance – lige fra billettens udseende til hallens udsmykning. Alt dette skabte rammen om en fornøjelig aften, som i skrivende stund har genereret et overskud til den kommende nye Frejlev hal. Hvor stort dette bliver, er endnu uvist, da regnskabet endnu ikke er færdigt. Men en lokal folkelig opbakning til en kommende ny Frejlevhal blev vist til fulde, på en aften, hvor Group 9200 første arrangement blev leveret – og hvilket ét!


Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"