Festfyrværkeri af en gymnastikopvisning

Mandag, 14/03/2016 13:57

STØVRING: Traditionen tro var der en stor fælles indmarch, men i år var den lidt anderledes, idet Gymnastikforeningen Dannelunds bestyrelse benyttede lejligheden til at hylde Jørn Christensen, som efter 44 år i bestyrelsen, havde valgt at overlade posten til en anden.
Herefter bød eftermiddagen på masser af flot gymnastik, leveret af ikke færre end 250 dygtige og veloplagte gymnaster.
De mange hold, der spændte fra de mindste på børneholdene over zumba til spring, gav et rigtigt godt indblik i, hvad de mange børn og voksne har brugt vinteraftnerne i gymnastiksalene til at lære, og de godt  500 tilskuere fik en god oplevelse med masser af underholdning denne lørdag eftermiddag i Støvringhallen.   
Selvom Gymnastikforeningen Dannelund nu har afholdt sin årlige opvisning, er det ikke ensbetydende med, at sæsonen er slut, for allerede i denne uge starter de mange sommerhold nemlig op. Her tilbydes blandt andet power step- puls og styrke, Cross Dance Fit, zumba, step’n’tone, pilates og bodytoning.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"