Fest og farver i Lille Vildmose

Tirsdag, 13/07/2010 14:48

LILLE VILDMOSE: Klokkelyngen blomstrer netop nu og lægger et smukt violet skær over højmosen. Sommeren er naturens fest. Ved nærmere eftersyn opdager man også den flotte røde Soldug, der med sine dråber af klister yderst på bladene forsøger at fange små insekter, fortæller naturvejleder Jakob Konnerup fra Lille Vildmosecentret.
Hvid Næbfrø vil også give højmosen farve. De små hvide blomster med 9-12 børster findes i højmosens ekstra våde partier, og mange har fået sig en våd sok, når planten skal nærstuderes, siger Jakob og fortsætter. Højmosen skifter konstant farve. I foråret står kærulden med sine hvide frøstande og i forsommeren blomstrer tranebærrene med små fine lyserøde blomster, i højsommeren er klokkelyngens violette blomster dominerende og i sensommeren kan man nyde hedelyngens bordeauxfarvede blomster.
Derfor er der altid nye oplevelser året rundt i Lille Vildmose, udtaler naturvejlederen, der samtidig nævner at blomsterne fra klokkelyngen giver en fantastisk kryddersnaps med god smag og en flot rødlig farve.
Hos fuglene i Lille Vildmose er der også liv og aktivitet. Mange fugle har travlt med at finde føde til redens sultne unger, og er derfor på farten hele dagen. Lille Vildmose kan i år bryste sig af 2-3 par ynglende traner samt en større flok på 16-18 traner, der netop nu holder til i mellemområdet, øst for Ny Høstemarkvej, fortæller Jakob. Tranen er en stor fugl på 110-120 cm med en grålig fjerdragt og sorte og røde aftegninger på hoved og hals. I flugt kendes tranen på den strakte hals og de lange ben, der tydeligt holdes bagud. Langs hegnsvej kan man være heldig at se den sky Rørdrum, der ofte søger føde i de gamle gravebaner beretter naturvejlederen. Hegnsvej er også stedet, hvis man vil opleve mosen stolthed Kongeørnen, når den svæver højt over Høstemark Skov eller på stive vinger søger føde lavt over mosens græsfenner. Sivbevoksningerne omkring gravebanerne bliver også afsøgt for fødeemner fortæller Jakob Konnerup, og ræven er også særdeles aktiv i dette område. Rørhøgene flyver dagen igennem lavt over sivene, og ofte kommer de tæt på vejen, så man kan opleve hannens flotte fjerdragt med rødbrun overside, lysegrå underside og sorte vingespidser. Der er masser at se på siger naturvejlederen og også i mosens skove er der et varieret farvespil. Træernes grønne løv danner en perfekt kulisse for de guidede ture gennem skovene, som vi her på Lille Vildmosecentret arrangerer siger Jakob. På turene opleves bl.a. krondyrene, der netop nu står i deres rødbrune sommerpels. Hos hjortene bruges sommerens overflod af føde til at danne et nyt gevir, og derfor er geviret i sommerperioden dækket af et tyndt lag hud, der kaldes bast. Basten sørger for at blod og næring kan komme frem til dannelsen af geviret. Naturvejleder Jakob Konnerup fortæller, at om blot 1½ måned skal geviret være færdigdannet, så hjorten kan forsvare sig i brunsten, men inden da fejer kronhjorten sin opsats mod træer og buske, hvorved basten skrabes af og en blanding af blod, plantesaft og harpiks farver geviret i smukke brunlige farver. Hvert gevir får sin egen farve, så ikke to er ens, derved har hjorten sit eget private ”fingeraftryk”.
Denne symfoni af farver og oplevelser tilbyder Lille Vildmose slutter Jakob Konnerup med at konstaterer, og nu har vi endda ynglende havørne – for først gang, så kom og kig.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"