Feriemesse i Aars en succes for udstillerne

Onsdag, 14/11/2018 07:53

Trods færre gæster end forventet fortsætter messen sandsynligvis i 2019

Af Ture Damtoft
AARS: Det var en grå, kedelig og halvtrist weekend. Men i Messecenter Vesthimmerland kunne du drømme dig væk til et krydstogt i Caribien, en safari i Afrika eller - hvis man ikke vil så langt væk - en campingplads i Danmark i en splinterny campingvogn.
To af hallerne var fyldt op med ferieudstyr, og det var især danske campingpladser og caravan centre, som fyldte godt op i hal1.
I hal2 fandt man de lidt mere eksotiske rejsemål, hvor turen kunne gå til Malaysia, Afrika eller, hvis man valgte et krydstogt, stort set hvor som helst i Verden.
Med omkring 2500 besøgende over de to dage, feriemessen varede, lå besøgstallet under det forventede, men udstillerne var godt tilfredse.
- De syntes, der var noget arbejde med. Der er jo ingen, som køber en ny campingvogn på en messe, men udstillerne fik godt med kontakter, og det var ikke kun for campingvogne, siger direktør Brian Otte fra Messecenter Vesthimmerland.
Tilfredse udstillere
Han roste udstillernes stande, der gav gæsterne på messen både information og i mange tilfælde en oplevelse. På Myrhøj Campings stand havde de et lille hus for børn, og de kunne også lege med feen.
- Vi går efter børnefamilier på messen, så det var naturligt at have noget for børn med. Vi prøver at lave noget, man ikke forventer. Vi har haft nerf-krig og mega-disco på campingpladsen ved Farsø, og her på messen gik vi også efter at lave noget lidt anderledes, siger ejer Niels Kristian Veggerby.
Det er begrænset hvor anderledes, man kan bygge en stand med campingvogne op, men Løgstør Caravan Centre havde i hvert fald gjort deres for at gæsterne følte sig velkomne. Der sad en del og fik en kop kaffe ved campingvognene, og så kunne ejer Peter Larsen og det øvrige personale stille og roligt fortælle om nyhederne indenfor camping.
- Det kan være gulvvarme i campingvognen eller at rejse forteltet med luft, så man slipper for alle metalstængerne. Vi har haft en god sommer, så der er optimisme i branchen, for godt salg og en god sommer plejer at hænge sammen, og i efteråret har vi mere end fordoblet salget fra sidste år, fortæller Peter Larsen.
Han fik også gode kontakter, og det er dem, som gør, at feriemessen i Aars måske bliver gentaget.
- Når udstillerne er tilfredse, så vil jeg da tro, vi har messen igen næste år. Vi skal lige have evalueret, og jeg vil tro, vi ved det med sikkerhed til januar, siger Brian Otte om feriemessens fremtid.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"