Fejringsfest i kystbyerne

Tirsdag, 11/05/2010 14:34

MOU-EGENSE-DOKKEDAL: Kystbyerne er netop kåret til årets landsby i Aalborg Kommune, og derfor var der indbudt til fest i torsdags på Mou Skole. Over 100 personer deltog i festlighederne. Jørgen Folkvang, som er formand for kystbysamrådet, bød velkommen og fortalte om baggrunden for prisen.  Han gav også sit bud på, hvorfor denne pris er givet til området. Bl.a. er der i 2009 iværksat en plan der skal udvikle området i stedet for at afvikle, fortalte Folkvang. Planen er lavet af områdets borgere selv på 3 velbesøgte borgermøder i foråret 2009. Udviklingsplanen blev sparket i gang af KystbySamrådet og Mou Skoles udskolingselever, som gav deres bud på et godt lokalsamfund. Der er flere konkrete initiativer i gang, og andre er netop på vej til en realisering. Andre igen er undersøgt og herefter lukket. Byens torv i Mou, Trekanten er sat flot i stand. Der er plantet hundredvis af blomsterløg i og ved de 3 landsbyer. Der er opstillet bord-bænkesæt flere steder, og der er oprettet en hjemmeside, der skal fortælle de gode lokale historier til lokale og potentielle tilflyttere, ligesom der er skabt en bedre samhørighed de tre landsbyer imellem, sagde Jørgen Folkvang desuden. Hvad der er godt det ene sted, er nødvendigvis ikke dårligt det andet sted, sluttede han, samtidig med at han mindede om den store sildefestival som afholdes den 21. og 22. august ved Stejlgabet i Dokkedal.
Efter velkomsten var der sandwich og pølser samt øl og vand, hvorefter ordet blev givet til Peer Kristensen fra Spar Nord Bank i Storvorde. Han kom med en flot donation til kystbyerne på 15.000 kr. til en fælles køletrailer, som kan bruges ved områdets mange arrangementer. Han glædede sig over det lokale engagement og sagde at det var en stor glæde at kunne uddele midler til aktive lokale samfund. Efter Peer Kristensens tale var det Amalie Villesens tur. Hun har været tovholder og projektleder på kystbyernes udviklingsplan, og arbejder nu med udvikling i andre danske landdistrikter. I sin tale lagde hun stor vægt på at kystbyerne nu er blevet et forbillede for andre, og at mange andre landsbyer kan lære rigtig meget af kystbyerne. Derfor ser hun frem til kåringen af årets landsby i hele Danmark, hvor kystbyerne må være med i opløbet. Amalie fortsatte med at påpege den store skaberkraft og vilje som findes blandt lokale i området, og hun glædede sig især over den store grad af deltagelsen og opbakning til projektet, som hun havde mødt. Villesen gik til slut så vidt som til at udpege kystbyerne som udviklingsmæssige fyrtårne.
Som afslutning på det officielle program talte årets landsbyven Kristian Schnoor. Schnoor har som tidligere borgmester i Sejlflod Kommune, selv fulgt landdistrikterne tæt, og han beskrev i sin tale baggrunde for udviklingen, helt fra forrige kommunalreform. Og efter kommunalsammenlægningen har han fulgt tilblivelsen af samråd på tæt hold, som medlem af Aalborg Kommunes udvalg for sundhed og bæredygtig udvikling, som også arbejder med yderområdernes vilkår. Schnoor mente at oprettelsen af lokale samråd var noget at det klogeste han havde været med til, og glædede sig naturligt over at det netop i hans ”gamle” område i så stor udstrækning har båret frugt. Det er svært i de store nye kommuner at komme i kontakt med politikerne og han fortalte at der ved kommunalreformen forsvandt hele 51 lokalepolitikere fra den nuværende Aalborg Kommune. Derfor sluttede han af med at forudsige at de gamle sogne og samrådene i fremtiden vil komme til at betyde mere end i dag.
Efter rækken af taler var der grillhygge for de mange fremmødte.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"