Fastelavn hos naturdagplejere

Tirsdag, 09/02/2016 19:32

Børn og dagplejere fra Hvalpsund, Ullits og Strandby mødte ind i legestuen fra morgenstunden og hyggede sig sammen om morgenmad, frugt og fastelavnsboller. I løbet af formiddagen sang børn og dagplejere fastelavnssange som forud flittigt var blevet øvet hos de forskellige dagplejere op til fastelavn.

Fastelavnstønden blev hængt op i træet udenfor legestuen. Børnene var ivrige for at komme i flyverdragterne og til at slå på tønden. Det var nogle ordentlige slag de slog. De ventede spændte på hinanden og pludselig røg bunden ud af tønden. Børnene var hurtige til at finde hver deres pose, hvorefter kattekonge og dronning blev kåret. 

Tøndeslagningen fandt sted i det skønneste solskinsvejr og derfor blev frokosten også nydt i det fri inden børnene fik sig en velfortjent middagslur. Efter frugt og boller blev der leget på kryds og tværs mellem børnene fra Strandby, Ullits og Hvalpsund. 

Fastelavn er netop et af de fællesarrangementer, som de tre byer har gjort til tradition at afholde sammen hvert år. Dette er til stor glæde for alle, og planlægningen af næste fællesarrangement, nemlig ”Dagplejens Dag” i maj er allerede i fuld gang.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"