Fantastik modtagelse af nyt købmandspar

Af Torsten Hansen, Tirsdag, 25/06/2019 07:00

SULDRUP: For tre uger siden overtog Trine Vejrum Terp og ægtefællen Christian Rick Vestergaard Spar-butikkerne i Suldrup og Haverslev.

Det blev i fredags fejret med en reception i butikken i Suldrup.

- Vi har fået en fantastiske modtagelse. Vi har aldrig trykket så mange hænder, folk kommer med store smil og hilser os velkommen, siger Trine Vejrum Terp.

Men det er ikke kun det nye købmandspar der er glade, det er kunderne også.

- Vi forsøger at lytte til kunderne, og give dem, hvad de ønsker. Det er blandt andet årsagen til, at vi er begyndt at have flere økologiske varer og veganske varer, forklarer hun.

- Vi har også taget lokale leverandører ind. For eksempel de jordbær vi har stående nær indgangen. Dem køber vi hos en lokal leverandør. De plukker jordbærne kl. 05, så vi har dem til kl. 08, siger Christian Rick Vestergaard.

Trine Vejrum Terp og Christian Rich Vestergaard bor i Støvring.

Trine Vejrum Terp har i 11 år været direktør i driftsselskabet Linde Terp A/S som har beskæftiget 100 personer på syv Shell-stationer. Omsætningen var omkring 100 mio. kr. Hun solgte sin franchiseandel i 2016 og har siden brugt tiden på at undersøge hendes fremtidige arbejdsmæssige muligheder.

Christian Rick Vestergaard har været områdechef i Linde Terp A/S - også frem til 2016. Siden har han været butikschef hos Circle K i Haverslev.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"