Familietræf hitter på Sølyst Camping

Tirsdag, 20/07/2010 12:18

Hos Berit og Hans Jørgen Søndergaard på Sølyst Camping sydvest for Nibe har sommerhumøret været på plads gennem nogen tid.
– Efter den lange og hårde vinter har vi – omend senere end normalt – fået rigtig gang i campingsæsonen. De besøgstal, vi i foråret kiggede langt efter, er afløst af god belægning af glade campister, som virkelig værdsætter de mange forskellige tilbud, vi har på pladsen, siger parret, der sidst på året kan fejre 10 års jubilæum i Nibe.
Vinterens og forårets belægning af campister er i øvrigt blevet suppleret med familietræf og længere ophold af byggearbejdere fra entreprenørfirmaer på job i Nordjylland.
– Én af medarbejderne derfra var oven i købet så glad for sit ophold, at han tog en ekstra uge i Nibe, sammen med familien, tiføjer Berit Søndergaard.
Hvert år har sine nyheder på Sølyst Camping, og i år har vi omdannet en tidligere spillehal til Ungdomshus, hvor de unge kan boltre sig med TV, hyggekrog, diskotek m.m.
På forpladsen har vi omdannet en lille plet ved indgangen til et nyt terrasseareal, og vi har renoveret campingpladsens puslerum for familier med småbørn.
Desværre har vi også i år måttet tage afsked med »Sølyst Expressen«, det lille populære camping-tog, som gennem årtier har været en fast bestanddel af campiglivet på Sølyst.
– Myndighedskravene til det lille tog er ganske enkelt blevet for store, og vi har ikke kunnet forsvare at udføre de tekniske installationer der kræves for at holde det lille tog i forsvarlig stand. Det er en erkendelse, men det må både vi og vore campister jo tage til efterretning, siger camping-parret fra Sølyst, og erkender i et alvorligt øjeblik, at det er OK der stilles krav til materiellet, når man samtidig har set ulykker som for nylig på Mandø i Vadehavet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"