Faldskærmsudspringer ramte gæst ved Kimbrerfesten

Mandag, 10/09/2018 09:26

Af Torsten Hansen
AARS: En ellers vellykket Kimbrerfest i Aars fik en noget uheldig afslutning. Som et af de sidste indslag i årets fest skulle fem faldskærmsudspringere lande på festpladsen. Desværre gik det galt for de to sidste udspringere, og den ene ramte en tilskuer i hovedet.
- Vi havde arrangeret det sådan, at de skulle lande på traktortrækbanen. Men vinden drejede, så de måtte først ind over festpladsen. Det gik godt for de tre første, men pludselig kom der en kastevind eller noget turbolens. Det betød, at de to sidste ikke kom hen til traktortrækbanen, men landede i kanten af tivoliet. Det lykkedes den ene at lande mellem nogle telte, hvor der ikke var folk. Den anden landede lige ved et telt, og så vidt jeg kunne se, så ramte han en tilskuer i hovedet med en fod, siger formand for Kimbrerfestkomiteen Karl Lausten.
Uheldet skete meget tæt på samarittertjenesten som straks kom til.
- Jeg kunne se, at han fik et slag og faldt om. Jeg ved desværre ikke, hvordan han har det, beklager formanden.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"