Førstehjælp med Dansk Røde Kors

Onsdag, 16/06/2010 11:35

En gruppe borgere fra Rebild kommune  – heriblandt nogle forretningsdrivende fra Støvring – meldte sig til et 12  timers førstehjælpskursus, da de havde et ønske om at kunne yde førstehjælp i en kritisk situation.
Det blev til et meget medlevende og motiveret hold, der gav undervisningen en ekstra dimension, idet deltagerne bidrog aktivt med eksempler fra egne oplevelser og erfaringer. Allerede efter første kursusaften oplevede en deltager at stå i en akut situation, hvor der skulle ydes førstehjælp. Trods usikkerhed efter kun en kursusaften i førstehjælp, formåede deltageren at yde den rigtige førstehjælp. Hun fortalte om hændelsen anden kursusaften, og fik stor anerkendelse og opbakning fra hele holdet og instruktøren. Kursistens usikkerhed var vendt til stolthed, da hun oplevede at kunne gøre en forskel.
Kurset bestod af fire moduler, og deltagerne blev bl.a. undervist i førstehjælpens fire hovedpunkter, ABC-regler (internationale regler for undersøgelse af en tilskadekommen), hjertemassage, kunstigt åndedræt, standsning af blødninger og anlæggelse af forbindinger. Kurset omfattede også førstehjælp til mange former for tilskadekomst, lige fra slag mod hovedet og knoglebrud til hverdagens små uheld. Endelig omfattede kurset førstehjælp til de mest almindelige sygdomme, lejring i stabilt sideleje og demonstration af hjertestarter.
Deltagerne gik til de mange øvelser med stor entusiasme og mange gik hjem med en førstehjælpstaske til bilen, arbejdspladsen eller hjemmet.
Alle fik udleveret et bevis efter de 12 timers førstehjælpskursus.
Denne type førstehjælpskurser, kaldet befolkningskurser, har hidtil fået stats-støtte og har derfor kunnet afvikles til en meget billig pris. Statsstøtten falder imidlertid væk med udgangen af 2010, så det er sidste chance i år at få et 12 timers kompetencegivende førstehjælpskursus af høj kvalitet til den billige pris. Kurserne fortsætter i efteråret, så længe der er statsstøtte – herefter bliver prisen betydelig højere, udtaler aktivitetsleder og førstehjælpsinstruktør i Dansk Røde Kors, Rebild Afdeling Lisbeth Stenstrop Jensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"