Fåreklippedag i Barmer

Tirsdag, 22/06/2010 18:30

For 2 år siden stiftede man i Barmer Græsningslauget Drøvten. Det var et forsøgsprojekt, hvor Aalborg kommune sørgede for indhegning af jordstykket Drøvten, og lauget skulle anskaffe de 11 får, der skulle nedgræsse et jordstykke,  tilgroet med bjørneklo. Forsøget lykkedes over al forventning. I løbet af kort tid var alle tegn på bjørnekloen væk. Det er dog en opgave, der strækker sig over mange år. Bjørnekloens frø kan ligge i jorden i 7-10 år for derefter at spire frem. Plantens nye skud skal ædes, før planten bliver så stor, at den sætter frø.
I 2009 blev flokken forøget med 7 lam. Bestanden blev i efteråret reduceret til de 11 dyr, som stykket kan bære.
For andet år i træk arrangeres der søndag klippedag, hvor fåreklipper Graham Allan meget professionelt og med megen humor klipper fårene. Det er også Graham, der er fåreklipper, når man på Hessel har fåredag. Han er heller ikke bleg for at give gode råd, hvis man selv vil prøve frisørfaget.
Ulden grovsorteres og puttes i sække, så man formentlig senere kan vaske det og bruge det til filtearbejde.
I år er bestanden vokset med 13 lam, som man også kan se på klippedagen. Men da jordstykket kun kan klare 11 dyr, reduceres bestanden i efteråret igen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"