Eventyrlig og meget kreativ dag på Østermarkskolen

Mandag, 21/03/2016 10:56

Elever lavede alt fra kortfilm til kager med udgangspunkt i H.C. Andersen

Af Torsten Hansen
AARS: H.C. Andersens eventyr er naturligvis egnet til at blive læst op. Men der er ingen tvivl om, at de også giver store muligheder for kreativitet.
Det udnyttede Østermarkskolen i Aars i torsdags. Hele skolen havde "Eventyrlig dag", og klasserne arbejdede sammen to og to, i det skolen kalder venskabsklasser.
- Vi har udvalgt fire H.C. Andersen eventyr: Fyrtøjet, Klods Hans, Kejserens nye klæder, og Svinedrengen. Klasserne kunne selv vælge et af eventyrene. Ud fra det valgte eventyr skulle de arbejde med et af fire temaer: Teater, Musik, Kreativt Værksted og Digitalt Værksted, forklarer Rebekka Gaarde, der er lærer på Østermarkskolen.
En tur rundt på skolen afslørede hurtigt, at kreativiteten udfoldede sig i fuldt flor. Nogle lavede kortfilm eller animationsfilm, andre designede collager. I skolekøkkenet lavede de fastelavnsboller pyntet som grise - med henvisning til Svinedrengen. I andre klasser lavede de tegneserier eller dansede.
I skolekøkkenet arbejdede 1c og 6c. De to klasser er såkaldte venskabsklasser. Først bagte de fastelavnsboller, og bagefter skulle de udsmykke dem som grise. Det var svært men sjovt.
4. og 9. klasse havde valgt at arbejde med kortfilm og lydfilm. De havde valgt eventyret Kejserens nye klæder. Nogle af eleverne lavede gendigtninger, mens andre holdt sig mere til det klassiske. De klasser havde i øvrigt en tidligere deadline end de øvrige klasser. Fordi deres film og lyd skulle vises/spilles for de andre.
6a og 1a arbejdede med collager. De skulle lave fire scener, men for at gøre det kræver det samarbejde.
- Vi arbejder sådan, at den store klasse læser eventyret op for de små først. Dernæst skal de blive enige om fire scener, de vi lave. Men det er jo væsentligt, at de bliver enige om fire scener, som til sammen beskriver hele eventyret, bemærker Rebekka Gaarde.
Eventyrlig dag er kun en dag, som navnet antyder.
- Vi har valgt at det er nok med en dag. Vi vurderer lige nu, at det vil være for meget for de små klasser, hvis det varer mere end en dag. Men vi skal evaluere på det senere, siger Rebekka Gaarde.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"