Et rigtig godt år for LKB Gistrup

Tirsdag, 02/03/2010 13:27

GISTRUP: Som følge af placeringen af vinterferien i år måtte LKB-Gistrup rykke den årlige generalforsamling næsten to uger frem og uheldigvis blev den derfor placeret på en dag, hvor der endnu engang blev varslet snestorm i Nordjylland. Det blev dog ikke så galt som frygtet men det indimellem kraftige snevejr har givetvis holdt nogle hjemme. De, der kom, kunne til gengæld glæde sig over at se tilbage på et usædvanligt godt år for klubben for både medlemstallet og økonomien er i klar bedring.

Formanden beretter
I sin beretning kunne hovedformanden fortælle at et svagt fald i medlemstallet på 11 til 1528 medlemmer i 2009 blev afløst af en markant fremgang så med 1667 medlemmer pr. 31.12.2009 har klubben sat en ny rekord. Der er mange indbyrdes forskydninger afdelingerne imellem men både fodbold og gymnastik er gået frem fra henholdsvis 455 og 397 medlemmer i 2008 til 474 og 430 medlemmer. Den markant største ændring tegner Gistrup Motionscenter sig for, idet der her blev registreret 173 medlemmer i 2008 mod 262 medlemmer i øjeblikket. Der er således ikke noget at sige til, at pladsen i øjeblikket føles trang i den i bogstaveligste forstand aktive afdeling. Det tæller i høj grad også i den rigtige retning, at den nye afdeling i bordtennis har stor succes og nu tæller 22 medlemmer, mens afdelingerne i volleyball, tennis og petanque er meget konstante med hensyn til medlemsantallet.

En dejlig rekord
LKB havde i 2009 den store glæde, at årets LKB Cup satte en hidtil usandsynlig rekord både med henblik på antallet af indkvarterede hold og med hensyn til overskud. Derudover var året et af de mere stille for selvom afdelingerne opfordres til at lave egne arrangementer for at få en bedre økonomi, blev det faktisk til meget få af slagsen i 2009. Det tager selvfølgelig tid at komme i betragtning til et landsmesterskab eller lignende og en anden væsentlig forklaring er, at lederne har rigeligt at gøre med at få hverdagen til at fungere i de enkelte afdelinger. Som aftalt er der kommet gang i et strukturudvalg med henblik på at få en lettere administrativ hverdag i klubben og på generalforsamling blev det flere gange diskuteret, hvordan klubbens ledelse kan skrues sammen i fremtiden. Den usædvanlig gode økonomi i LKB-Gistrup skyldes især de to støtteforeninger i form af henholdsvis Bankocenter Danmark i Aalborg Øst og LKB’s Venner. Førstnævnte har nu i et par år kæmpet en hård kamp for at holde liv i bankospillet og heldigvis ser det ud til, at det er ved at lykkedes for udbyttet i 2009 blev uventet stort. Også LKB’s Venner har fortsat stor succes med deltagelsen på sommermarkedet, den årlige fugleskydning og salget af julekalendere, men det største og vigtigste arrangement er stadig den årlige LKB Cup. Afslutningsvis blev de kommende ændringer i klubbladet Kratten omtalt med kun fire numre om året sammen med et forhåbentlig mærkbart kvalitetsløft og endelig omtalte formanden de bestræbelser, som Gistrup skole og LKB i øjeblikket gør sig for at få ændret forholdene udendørs omkring både skolen og Gistrup Idrætscenter.

God økonomi
Kasserer Erik Østertoft fortalte efterfølgende om et usædvanligt stort overskud på 345.370 kroner efter indtægter på 2.705.335 kroner og udgifter på 2.359.965 kroner.  Indtægterne var omkring 334.000 kroner større end budgetteret og det skyldes primært den store cup og det flotte bidrag fra Bankocenter Danmark men alle afdelinger skal også roses for at have holdt budgettet til den gode side. Der er både blandt afdelingerne og i hovedbestyrelsen enighed om, at årets overskud skal bruges til at investere i nyt og bedre materiel til afdelingerne samt bedre fodboldbaner. For 2010 er der på baggrund af udsigten til en ny stor cup revideret budget, således at der nu satses på et overskud på knap 57.000 kroner efter indtægter på 2.645.725 kroner og udgifter på 2.588.800 kroner. Som følge af det flotte regnskab var det meget få kontingentstigninger, der blev lagt op til.

Valg og genvalg
Under valgene til bestyrelsen blev Ole Sørrig nyvalgt som kasserer til afløsning for Erik Østertoft, der ikke ønskede genvalg. Det blev derimod til genvalg til Hans Dybvad, Kristian Andersen og Tonny Steiness som bestyrelsesmedlemmer udenfor de respektive afdelinger, mens der i volleyball var nyvalg af Anette Degn som kasserer og Per Larsen som næstformand. I gymnastik blev Lene Michelsen nyvalgt som næstformand, hvorimod det ikke lykkedes at finde en næstformand i fodbold, badminton og tennis. De to revisorer, Knud Hansen og Anders Jørgensen, blev begge genvalgt og det samme gjorde Karl Johan Brams som revisorsuppleant.  Afslutningsvis var der på årets generalforsamling en buket blomster både til afgående bestyrelsesmedlemmer, som en beskeden tak for et godt stykke arbejde, og som en velkomst til de nye bestyrelsesmedlemmer, der nu tager over.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"