Et nyt MTB-løb i Rold Skov er født

Onsdag, 23/06/2010 09:40

I Rold Skov MTB klub glæder man sig for tiden. Der er nemlig fuld gang i planlægningen af et helt nyt 12 timers MTB løb beregnet for alle.
Der er lagt op til et løb, der nok skal give sved på panden, men som også vil være sjovt, sundt og sejt.
Der bliver mulighed for at se noget af det smukkeste skov i Danmark og at hygge sig med sine holdkammerater og “konkurrenter.” En rigtig god måde at tage hul på skolernes sommerferie på.
Alle kan deltage i løbet. Man behøver ikke at have licens eller køre i en organiseret klub. Har man MTB-cykel og cykelhjælm er det bare at tilmelde sig sammen med arbejdskollegaer, venner, familie, sportskolleager m.m.
Der kan køres solo, 2 mands- eller 4 mands hold i såvel herre/mix som dameklasser, og desuden er der en juniorklasse for 2- eller 4 mands hold.
Løbet afvikles på en spændende og varieret rute i området bag privathospitalet i Skørping, med start og mål ved Rold Skov MTB’s klubhus.
Her vil der være mad og drikke til rytterne samt ”Alpe d'huez stemning” under hele løbet.
- Vi håber, at se rigtig mange af dem, vi møder på vore træningsture i Rold Skov, for der er ingen tvivl om, at der er sket en kraftig vækst i antallet af MTB-motionister de seneste år. Dem vil vi gerne tilbyde et ekstra krydderi: At får muligheden for en lille kappestrid med andre MTB-ryttere under hyggelige og sociale former, udtaler Jan Nielsen, formand for
Rold Skov MTB.
Dagen før løbet, fredag den 25. juni, vil der være mulighed for at grille på grillpladsen ved klubhuset, hvor deltagerne vil få mulighed for at dyrke det sociale, mulighed for at lægge planer, udarbejde taktikker og få “hjælp” til finpudsningen fra dine “konkurrenter”.
Desuden vil der være mulighed for at smugtræne på ruten.
- Vi ses ude i skoven. Det bliver rigtig sjovt og minde-rigt, slutter Jan Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"