Et lille navn gør en stor forskel blandt samlerne i Aars

Onsdag, 26/09/2018 08:32

50 kuglepennesamlere mødtes på Kimbrerkroen i Aars

Af Torsten Hansen
AARS: De fleste af os tænker ikke nærmere over, hvad der står på den kuglepen vi har i hånden. Men for medlemmerne af Vestdanmarks Kuglepennesamlerforening så er det faktisk meget vigtigt, hvad der står på kuglepennen.
Da Aars Avis' udsendte besøgte kuglepennesamlerne på Kimbrerkroen i Aars, så blev det med det samme spottet, hvilket mærke og hvad der stod på den kuglepen, jeg trak frem.
- Det er en Prodir DS3 model, du bruger, fastslår Finn Sørensen straks. Han er stifter og formand for Vestdanmarks Kuglepennesamlerforening, der hvert tredje år mødes i Aars.
Han spotter også straks, om han har netop den model, som jeg står med, i sin samling. Naturligvis er "Red Barnets" kuglepen iblandt de 400.000 forskellige, som Finn Sørensen har. Men jeg var forberedt på det, og fiskede endnu en Prodir DS3 model frem. Denne gang fra et firma i Hadsten. Den manglede i samlingen i Struer - det gør den ikke længere.
Selv om samlingen er verdens største, så indrømmer Finn Sørensen, at en fotografisk hukommelse gør, at han straks kan se, om han har den pågældende kuglepen i samlingen.
Finn Sørensen er ikke alene om sin hobby. Cirka 50 ligesindede mødtes i Aars, og alle kunne de lynhurtigt se, om de havde eller manglede en eller flere kuglepenne, blandt de mange som befandt sig i de mange byttekasser, der stod rundt på bordene på Kimbrerkroen.
Der blev byttet mange kuglepenne denne lørdag formiddag i Aars, og mange fik en hyggelig sludder sammen.
Mange af dem der mødte op denne dag, har været medlemmer i mange år, og kender derfor de andre. Derfor har de mange fælles oplevelser, de kan dele. Flere af medlemmerne rejser også udenlands for at besøge andre samlerforeninger, og for de meget entusiastiske, som Finn Sørensen, så kan udenlandsrejserne også være til messer, hvor firmaer mødes.
- Den slags steder er der altid mange kuglepenne at finde, og når man kommer til messerne år efter år, så kender firmaerne en, og er derfor meget villige til at forære deres kuglepenne til mig, siger Finn Sørensen.
I Aars var der også deltagere fra Tyskland og Holland.
Vestdanmarks Kuglepennesamlerforening mødes en gang om året. Det foregår hvert tredje år i Aars. De to andre gange er det i Herning og Brørup.
Grunden til at det foregår i Aars er, at det ligger forholdsvis centralt i Nordjylland, men det spiller nok også ind, at Finn Sørensen stammer fra Aars og påbegyndte sin samling her. I dag bor han i Struer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"