En stor bunke skrald er blevet et problem på Præstegårdsvej i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 13/02/2019 07:00

Ingen ved rigtigt, hvem der har ansvaret for at få skraldet væk

AARS: En kæmpe stor bunke skrald er blevet et problem på Præstegårdsvej i Aars. Bunken vokser, og ingen ved, hvem der skal tage ansvaret.

- Da der var storskrald sidst, blev der lagt meget skrald her foran Præstegårdsvej 5. Desværre besluttede chaufføren fra Vesthimmerlands Forsyning, at affaldsbunken ikke overholdt reglerne. Han tog et billede og satte en seddel, men efterlod skraldet, forklarer Henrik Larsen, formand for Ejerforeningen Præstegårdsvej 5.

Siden er ukendte fortsat med at fylde skrald i bunken, så den vokser og vokser. Der ligger et juletræ, fakler, en parabol, lysstofrør, metal, pap og meget mere.

- Problemet er, at det ligger på privat grund. Kun få ved, at parkeringspladserne her er private. Vi har hidtil ikke haft problemer af denne slags, men nu er vi ude med et lille råb om hjælp, siger Henrik Larsen.

Vesthimmerlands Forsyning indsamler storskrald fem gange om året, men der er klare regler for, hvordan skraldet skal afleveres.

- Affaldet på Præstegårdsvej ligger i en større usorteret bunke, derfor har vi ikke taget det med, forklarer Morten Aaby Nielsen, direktør, Vesthimmerlands Forsyning.

Der er også en række ting, der ikke ønskes som storskrald, det er blandt andet lysstofrør, fyrværkeri, bygningsaffald samt pap og papir.

Beboerne forsøger nu at finde ud af, hvad der skal ske med affaldet. De har henvendt sig til Vesthimmerlands Forsyning, der igen har forespurgt Vesthimmerlands Kommune. Medarbejderen med ansvaret har ikke været at træffe i nogle dage, derfor er der endnu ikke sket noget i sagen.

- Vi er interesset i at få affaldet væk, og undgå at der fortsat er nogle der smider mere affald i bunken, fastslår Henrik Larsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"