En lidt anderledes udstilling på Himmerlands Kunstmuseum

Onsdag, 15/08/2018 08:53

Store malerier med franske og norske henvisninger

Af Torsten Hansen
AARS: Normalt består udstillingerne på Himmerlands Kunstmuseum af værker, som kunstnerne selv ejer og ofte har lavet til udstillingen.
Men den udstilling der blev åbnet i fredags skiller sig noget ud. Stort set alle værkerne stammer fra private samlere og andre kunstudstillinger. Nogle er udlånt fra Erhvervsakademi MidtVest, andre fra Randers Kunstmuseum og lignende. Men ikke alle ønsker tilsyneladende at låne Berit Haggenhougen-Jensens værker ud.
- Der skulle have været to malerier mere i den lille sal. Der var lavet en aftale med ejeren af Jensens Bøfhus i Aalborg, hvor malerierne hænger. Men forpagteren forhindrede udleveringen til Aars. Derfor består udstillingen i den lille sal kun af to værker, forklarer Berit Haggenhougens-Jensen.
Alle værkerne i denne udstilling af forholdsvis store værker, og kunstneren har selv bedt om, at værkerne hænges forholdsvis højt op i de store lokaler.
- Sådan har vi aldrig gjort før. Men det virker faktisk rigtig godt, indrømmer formanden for Himmerlands Kunstmuseum Gitte Petersen.
Mange af Berit Haggenhougen-Jensens værker fremstår i brune og sorte nuancer. Det er dog ikke noget der er tilstræbt.
- Jeg betragter farver som en blyant. Det er lidt tilfældigt hvilke farver jeg benytter, siger Berit Haggenhougen-Jensen.
I flere af malerierne kan man også finde lidt fransk inspiration.
- Jeg har boet flere år i Frankrig, og figuren på maleriet i mellemgangen forestiller La Marianne, der er nationalsymbol i Frankrig. Hun symbolisere republikkens triumf, forklarer Berit Haggenhougen-Jensen.
Sognepræst Troels Laursen holdt indvielsestalen. Han havde gjort sig mange tanker om kunstværkerne. Han havde især bemærket den flittige brug af et bånd, som han vurderede til at være et Möbiusbånd.
Troels Laursens vurdering af kunstværkerne lå tilsyneladende tæt op ad kunstnerens egne ideer. I al fald valgte hun ikke at sige noget særligt, da hun fik ordet.
- Troels har sagt det meste, så jeg vil nøjes med at tage imod spørgsmål, sagde Berit Haggenhougen-Jensen.
Herunder kom det frem, at flere af kunstværkerne havde relationer til hendes familie. For eksempel et der viste en norsk skovsø og nogle norske bjerge.
Udstillingen kan ses frem til 7. oktober.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"