En fast koordinator skal styre byjubilæum i Aars

Onsdag, 24/10/2018 08:25

Byrådets økonomiudvalg behandler ansøgning om opstarthjælp

AARS: Når Aars by markerer sit 150 års jubilæum i 2020 bliver det formentlig med et stort udbud af aktiviteter hele året. Det kræver styring, og derfor har en midlertidig arbejdsgruppe besluttet, at der skal ansættes en fast koordinator til at løse opgaven.
I samme forbindelse har arbejdsgruppen søgt byrådet i Vesthimmerlands Kommune om et økonomisk tilskud på 100.000 kr. i opstarthjælp. Økonomiudvalget behandler ansøgningen i dag onsdag. På forhånd er der indstilling fra forvaltningen om at ansøgningen imødekommes.
Hvis økonomiudvalget vælger at følge indstillingen knyttes betingelser til, bl. a. at kultur- og fritidschef Anne Marie Holm deltager i komiteen, og at der aflægges regnskab for tilskuddets anvendelse. Desuden skal det tydeligt synliggøres at Vesthimmerlands Kommune sponsorerer jubilæumsaktiviteterne.
Oprindelig var det en selvbestaltet gruppe der for nogle måneder siden tog initiativ til at forberede byens jubilæum. Der har været holdt opstartmøder og et stormøde, hvor byens foreninger var inviteret med i håb om, at de vil byde ind med jubilæumsaktiviteter i 2020. Repræsentanter for et halvt hundrede foreninger var samlet til en orientering i Aars Kirkecenter, hvor museumsdirektør Broder Berg på vegne af arbejdsgruppen gav et oplæg. Ved samme møde blev der skelet til, hvordan Løgstør  havde organiseret sig ved byens 500 års jubilæum, og der blev orienteret herom af TV-journalisten, byrådsmedlem Per Jensen, Løgstør,  som  var koordinator for jubilæumsfestlighederne i 2016. Per Jensen delte rundhåndet ud af tips og ideer, så man ikke i Aars skal "opfinde den dybe tallerken" på ny.
Den  midlertidige arbejdsgruppe i Aars erstattes af et forretningsudvalg bestående af repræsentanter fra Aars Erhvervsråd, Aars Handelsstandsforening, Aars Borgerforening,  Turistforeningen for Aars og Omegn og Vesthimmerlands Museum. Udvalget bliver fuldtallig om få dage. Arbejdsgruppen har også et forslag til, hvem der kan være koordinator for byjubilæet, men det er for tidligt at afsløre navnet nu.
Selv om foreningslivet i Aars inddrages i jubilæumsfestlighederne kræver det en større økonomi end de ansøgte 100.000 kr.  at kunne gennemføre aktiviteter ud over det sædvanlige. Derfor bliver en af de første opgaver for det kommende forretningsudvalg at skaffe  penge til en jubilæumspulje.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"