Emilie og Morten fra Støvring Gymnasium er ”Naturtalenter”

Tirsdag, 27/04/2010 14:31

STØVRING: Hvert år sender unge nordjyder deres naturvidenskabelige opgaver til Aalborg Universitet i håbet om at blive ”Nordjyllands Naturtalent”. Konkurrencen viser, at landsdelen er fyldt med unge talenter, og Emilie Glarbjerg og Morten Rosenkilde Lindberg fra Støvring Gymnasium kan være særligt stolte.
De seneste dage har Nordjylland været præget af arrangementer og udstillinger med forskning og sjove eksperimenter, og som et af initiativerne under Forskningens Døgn er Nordjyllands Naturtalent 2010 også blevet kåret. Aalborg Universitet inviterer hvert år regionens gymnasieelever til at deltage i en konkurrence, der sætter fokus på hvor dygtige og idérige de unge nordjyder er, når det handler om at udforske det naturvidenskabelige felt.
- Selvom konkurrencen har kørt i nu fem år, kan vi fortsat blive forbløffede over, hvor højt niveauet i opgaverne er, og i år spænder emnerne meget vidt. De handler om alt fra kemisk forurening, kvantemekanik og Darwin til krudtets kemi og mandatfordelingsmetoder ved politiske valg. Det er meget glædeligt, for det er med til at vise, at naturvidenskab ikke blot er enkeltstående fag og pensumlister, men at disse dygtige elever har en stor forståelse for, hvilken betydning fagene har i vores virkelighed, og hvordan de med fordel kan kombineres, siger lektor Jeppe Lund Nielsen fra Aalborg Universitet.
Han er med i den dommerkomité, der har læst og bedømt flere end 50 indsendte studieretningsprojekter fra ca. 15 gymnasier i hele Nordjylland. En af tendenserne i år er stigningen i antallet af projekter, hvor gymnasieeleverne har haft kontakt med Aalborg Universitet i deres opgaveskrivning, for eksempel ved at låne laboratoriefaciliteter eller søge vejledning fra universitetsundervisere. 
I kategorien Matematik hentede Emilie Glarbjerg en andenpræmie hjem til Støvring Gymnasium for sin opgave “Epidemier & Epidemimodeller”, hvor hun gør rede for relevansen, og afdækker emnet bredt med selv-stændig refleksion over modeller og metoder. Morten Rosenkilde Lindberg fik en andenpræmie i Fysik-kategorien for opgaven ”Regnbuen - et projekt i modeldannelse”. Her har dommerne fremhævet Mortens evne til i et let forståeligt og klart sprog at redegøre for sammenhængen mellem regnbuen som fysisk fænomen og den regnbue, man som lægmand kan se på himlen. 
Det er femte gang konkurrencen afvikles, og efter at piger tre år i træk er havnet øverst på sejrsskamlen kan en dreng i år kalde sig ”Nordjyllands Naturtalent”.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"