Elever på Aars Skole har bygget et iglo - ud af kasserede bøger

Onsdag, 29/08/2018 08:44

Arbejdet har stået på i mere end et år

AARS: I mere end et år har eleverne Patrick Lehmann, Anton De Linde, Daniel Herskov og Lasse Kirch på Aars Skole arbejdet på at gøre bibliotekaren Marianne Henriksens drøm til virkelighed. Hun havde set en bogiglo på Internettet, da hun ville undersøge, hvad man kunne bruge kasserede bøger til. Marianne Henriksen serverede ideen for sløjdlæreren Karsten Bjerregaard. Han var straks med på ideen, og sammen med drengene blev der lavet en måltegning. De målte, savede, skruede og byggede et skelet af træ i sløjd, som blev båret op ad trapperne til 2. sal, hvor skelettet blev samlet.
Så var der ”bare” tilbage at bruge bøger som mursten. Bog efter bog er blevet limet sammen, i starten talte de for sjov, men det blev til mange bøger.
Der er blevet hygget undervejs, arbejdet hårdt og spist mange romkugler. Drengene fik også ideen til at installere lys i hulen, for det er ikke meget dagslys, der slipper ind. Pigerne på valgholdet Håndværk og Design fik syet store puder til hulen.
Der er blevet brugt utroligt mange bøger, mange flere bøger end skolen selv kasserede.
- Derfor var det dejligt, at Lions i Aars kunne levere et par paller af bøger, som de ikke fik solgt på deres loppemarked. Så man kan sige, at hele Aars har en andel i, at drømmen blev til virkelighed, bemærker Marianne Henriksen.
Nostalgi
- Med til den historie hører det også, at drengene har båret alle bøgerne op nede fra kælderen til 2. sal.
Bogigloen er ca. otte kvadratmeter og har en omkreds på 10 meter. Når man går en tur omkring igloen, får den ældre generation øje på en af barndommens gode læseoplevelser, og gamle elever får øje på den matematikbog, de fik lært at regne den ud fra. Det kunne være en opgave i matematik: Hvor mange bøger er der brugt til vores iglo!
Eleverne på Aars Skole er vilde med deres bogiglo, hvor de bogstavelig talt kan fordybe sig i bogens verden. Her er ro til fordybelse og hygge. Der kan sidde en hel klasse og læse, hygge og tale sammen, og hver dag er den fyldt med glade og læsende børn. Børnene siger, at det er som om, den helt er lydisoleret, der er arbejdsro derinde.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"