Elever i Aars også utilfredse med firkantede fraværsregler

Af Ture Damtoft, Torsdag, 06/12/2018 11:19

AARS: - Man vil stramme op på noget, som i forvejen er strammet nok, sådan siger elevrådsformand på Vesthimmerlands Gymnasium, Morten Naur Lyngby Hansen.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er kommet under voldsom beskydning for de nye fraværsregler på landets gymnasier.

Under de nye regler får eleverne fravær for hele timen, hvis de møder op, efter læreren har begyndt undervisningen.

Elevrådsformanden bor selv i Farsø og må tage bussen til gymnasiet.

- Jeg kan selv blive dybt irriteret, når man venter på bussen, og den kommer 10 minutter for sent. Eller hvis der er meget trafik, og jeg kan se, at jeg ikke når til gymnasiet i tide. Så er det den kollektive trafik, som er skyld i, at man kommer for sent. Jeg går i klasse med folk, som skal tage to busser, og hvis de misser den forbindende bus på grund af forsinkelse, så har de ikke nogen mulighed for at være i skole til tiden, og så virker det ikke retfærdigt, at de skal have fravær, siger Morten Naur Lyngby Hansen, der samtidig anerkender, at Vesthimmerlands Gymnasium selvfølgelig skal følge reglerne.

Rektor Jette Ryborg Poulsen mener, de nye regler er at skyde gråspurve med kanoner.

- Det er et tungt bureaukrati, de sætter igang. Vi er rigtig opmærksomme på problemstillingen med fravær, og da jeg orienterede lærerne om det, kiggede de på mig og sagde, det gør vi jo i forvejen. Selvfølgelig skal eleverne passe deres skolegang, men jeg kan godt forstå, de reagerer på det, som de ser som uretfærdige regler, siger Jette Ryborg Poulsen.

Læs mere i Aars Avis onsdag.