Efterårsferie med Jubi-Land i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 09/10/2024 07:00

AARS: Der er altid en kort kø og masser af glade og legende børn i efterårsferien, når Messecenter Vesthimmerland i Aars byder på et stort lege- og action-land.

På tirsdag og onsdag åbnes dørene til Jubi-Land, hvor alle tre haller er fyldt med sjov og ballade for børn i alle aldre.

I to af hallerne er det blandt andet aktiviteter som tramboliner og high jumper, der er populære hos de ældre børn.

Der bliver også fyldt med mange forskellige hoppeborge, sweeper, rodeotyr, og som noget nyt kommer der i år store oppustelige rutsjebaner.

- Vi rykker lidt rundt på det i år, så vi får flere hoppeborge og nye rutsjebaner. Traditionen tro får vi også besøg af 4H-Gården i Aars, så der bliver mulighed for at kæle for kaniner, marsvin og andre dyr. Dem kan mange af børnene slet ikke stå for, siger eventkoordinator Morten Lyngby, der arrangerer Jubi-Land.

I det kreative hjørne, hvor der kan tegnes og males, vil der begge dage være mulighed for at møde ”Ballonklovnen” og få en sjov ballonfigur med hjem.

- Der bliver action og sjov for børn i alle aldre, og når først entréen er betalt, er næsten alle forlystelser gratis. Vi har også åbent i restauranten, og man kan købe snacks i hallen, men forældre og bedsteforældre kan også tage deres madkurv med, siger Morten Lyngby.

Der er også åbent i Himmerlands GoKart Center i Hal 3 begge dage, hvor fartglade kan få styret deres lyst.

- Vores lege- og aktionland er utrolig populær blandt børnene. På de to dage kommer omtrent 1500 børn og deres forældre og bedsteforældre fra et stort område til Jubi-Land i Messecenter Vesthimmerland i Aars, siger Morten Lyngby.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"