Edderkopper på jagt

Tirsdag, 20/07/2010 13:49

Jagtmetoder


Når edderkopper skal have mad på bordet, bruger de forskellige metoder, afhængigt af hvilken art edderkoppen tilhører. Der er groft sagt to måder at jage på, når man er en edderkop. Den ene er den aktive facon, hvor edderkoppen bevæger sig rundt, parat til at angribe et bytte, som kommer forbi. Når et intetanende insekt nærmer sig, springer edderkoppen på sit offer og sprøjter gift ind i det.
Den anden metode er mere passiv, men kræver dog et større forarbejde – et spind. Når det er gjort, sidder edderkoppen ganske stille i eller ved spindet – og venter. Når et insekt forvilder sig ind i spindet, hænger det fast, og edderkopper dukker op på scenen. Yderst på overkæberne har den to giftkløer, som den stikker i byttedyret. Giften lammer dyret, og nu kan edderkoppen i ro og mag fortære sit måltid. Den kan også pakke byttet ind i spindelvæv og gemme det til senere, ligesom en slags madpakke.
Giften fra danske edderkopper er ikke farlig for mennesker. I andre lande, fx i Afrika, Australien og USA, findes der dog edderkopper, som kan slå mennesker ihjel med deres gift.


Araknofobi


En af de kendteste fobier – altså sygelig angst for bestemte ting – er araknofobi: angst for edderkopper. Folk med araknofobi kan gå helt i panik, hvis de ser en edderkop, uanset for lille den end er. Så må en anden og modigere person træde til og fjerne uhyret. Nogle mener, at angst for edderkopper er noget man lærer af andre, for små børn er sjældent bange for de otte-benede kræ. Men har man set mor eller far skrige ved synet af en edderkop, kan man let blive ”smittet”. Andre mener, at angst for edderkopper stammer fra vore tidlige forfædre. De første mennesker på jorden levede et barskt liv med masser af farlige dyr omkring sig. Måske var der også edderkopper, som var farlige for mennesker. Araknofobi kan derfor være noget vi har arvet fra vore meget fjerne slægtninge.

Læs mere om edderkopper på danske-dyr.dk

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"