Dygtige målmænd snuppede et point hver

Onsdag, 16/09/2015 08:54

Team Vesthimmerlands 1. divisionsherrer måtte nøjes med uafgjort i hjemmekampen mod HØJ

Af Lars Lindberg
HÅNDBOLD: Efter en overraskende udebanesejr i sæsonpremieren mod Team Sydhavsøerne ventede en på papiret noget mere overkommelig modstander, da Team Vesthimmerlands 1. divisionsherrer søndag tog imod HØJ i Idrætscenter Østermarken.
Overkommelig på papiret eller ej så viste gæsterne sig som en hård nød at knække.
Halvvejs gennem første halvleg bragte værterne sig foran med 5-2, men derefter rendte de ind i en grum måltørke, og kun storspil af Alexander Jakobsen i TVH-buret gjorde, at hjemmeholdet blot var bagud med 6-7 ved pausen.
I anden halvleg kom der mere fut i fejemøget rent scoringsmæssigt, og det var gæsterne, som oftest havde fat i den lange ende. 10 minutter før tid lød deres føring på to mål, men så strammede værterne ballerne, og mindre end et minut før slutfløjtet bragte Gustav Falholdt TVH foran med 19-18. Et halvt minut senere lå bolden dog i TVH-målet, og da det ikke lykkedes hjemmeholdet at veksle et sidste angreb til en afgørende scoring, endte opgøret med en pointdeling.
- Man kan vel sige, at de to målmænd snuppede et point hver. Alexander Jakobsen fik god hjælp af vores defensiv og stod for anden gang i træk en fremragende kamp, og omvendt pillede Peter Nørklit vores skytter igen og igen, selv om vi fik spillet os frem til nogle fine chancer, sagde TVH-træner Christian Back efter kampen.
Han var imidlertid ikke tilfreds med resultatet.
- Det kan måske lyde som et retfærdigt resultat, men jeg synes, vi underpræsterede. Vi manglede 10-15 procent i alt, hvad vi foretog os, og det er der ikke råd til i den her sæson, hvis vi vil gå fri af nedrykningsspillet. Vi smed et point ud af vinduet på koncentrationssvigt og lortefejl, og det pisser mig af, kom det fra en bramfri Christian Back.
Han understregede derfor også, at han vil se en attitudeændring, når spillerne går på banen til søndagens kamp mod oprykkerne fra Køge.
- Det starter allerede med træningen i den her uge. Først skal spillerne se lidt video, så de kan se, hvad jeg snakker om, og derefter skal den have fuld pedal i hallen. Jeg må kræve, at folk leverer, hvad de kan, sagde Christian Back, som vil se to point ryge ind på kontoen på søndag.
- Vi skal have respekt for Køge, for de kommer med et homogent hold, der spiller en fin gang håndbold, men vi skal simpelthen være bedre, siger Christian Back, som forventer, at spillerne er helt klar til weekendens opgør.
- De bliver nødt til at forstå, at vi kommer til at spille 26 cupkampe i den her sæson, og at der ikke er råd til dumme smuttere. I foråret smed vi alt, alt for mange point, fordi vi ikke var mentalt klar, og det må ikke ske igen, slår TVH-træneren fast.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"